Nylavede æbleskiver, varm kakao med flødeskum og juletræer en masse! Der er rig mulighed for at suge julestemning til sig - vi guider jer til de hyggeligste julemarkeder i København og omegn.

Foto: GRO, Facebook

ØsterGro Julemarked

Hvor? Æbeløgade 4, 2100 København Ø
Hvornår? 10.-11. december kl. 11:00-16:00

Tag familien med til hyggelige ØsterGro på Østerbro. Her kan I gå på opdagelse blandt boderne i gården, og tage vindeltrappen eller elevatoren op til tagtoppen, hvor I kan hilse på de søde høns og kaniner. Der bliver serveret søde juletreats, lækker vegetarisk mad og hjemmelavet æbleglögg fra Gro Spiseri. Der er også mulighed for at købe et økologisk juletræ med hjem. 

Foto: Christianshavns Beboerhus, Facebook

Julebazar i Christianshavns Beboerhus

Hvor? Dronningensgade 34, 1420 København K
Hvornår? 3.-4. december kl. 12:00-18:00

Oplev kunsthåndværk, lopper, lune æbleskiver, god juleglåogg, tombola, julehjerter og perleplader til børn i alle aldre, når Christianshavns Beboerhus inviterer til hyggelig julebazar. Skulle sulten melde sig, kan I sætte tænderne i de lækre grillede jule-flæskestegssandwiches, mens I lytter til cool julemusik. 

A-House. Foto: Casper Janning

Julemarked i A-House

Hvor? I gården ved Islands Brygge 79A, 2300 København S
Hvornår? 4. december kl. 11:00-16:00

Gå ikke glip af det allerførste julemarked, der bliver afholdt i det ikoniske A-House på Islands Brygge. Mød Julemanden og hans kone, som deler overraskelser ud til de første 100 børn, deltag i tegnekonkurrencen, smag på italienske specialiteter, støt Børnecancerfonden, vind lækre præmier og meget mere i de hyggelige juleomgivelser.

Foto: Jul i Dragør

Jul i Dragør

Hvor? Badestuevælen, 2791 Dragør
Hvornår? Hver lørdag-søndag fra d. 26. november - 18. december  

Hele Dragør bobler af jul, og nu kan I besøge det autentiske julemarked fra julekalenderen 'Tidsrejsen'. Det er de originale juleboder fra serien, der bliver sat op, så den hyggelige tradition kan blive gentaget år efter år.

Foto: Heino Eisner

Julemarked på Esrum Kloster

Hvor? Esrum Kloster & Møllegård, Græsted
Hvornår? 3.-4. december

Besøg det hyggelige julemarked på Esrum Kloster - her finder I ægte klosterprodukter, specialiteter fra bæredygtige fødevarenetværk og dansk kunsthåndværk. Ungerne kan også besøge juleværkstedet og lave lys og julekugler af uld samt tage på stjerneløb rundt på klostret.

Foto: John Christensen

Julemarked på Kongens Nytorv

Hvor? Kongens Nytorv, 1050 København K
Hvornår? 4. november - 21. december

Kom til julemarked midt i byen, når Kongens Nytorv traditionen tro byder på et væld af boder med alt godt til ganen i form af æbleskiver, pandekager, glögg, varm kakao og meget andet lækkert. Og selvfølgelig også forskellige julegaveidéer og hyggelig julestemning. 

Foto: Lisa Grue, Facebook

Kødbyens hyggeligste julemarked

Hvor? Slagtehusgade 44, 1. tv, 1715 København V
Hvornår? 2.-4. december

Læg vejen forbi det hyggelige julemarked i Kødbyen, hvor der er rig mulighed for at finde årets bedste julegaver til gode priser. Der er tilbud på alt fra smykker og prints til porcelæn og legetøj. Caféen har desuden et fint udvalg af alt, hvad der hører julen til. Og så er der elevator, så barnevognen nemt kan komme med op. 

Billede: Nanna Enevoldsen

H.C. Andersen Julemarked

Hvor? Nytorv, 1450 København K
Hvornår? 17. november - 21. december

Endnu engang spreder der sig duften af brændte mandler, sprøde æbleskiver og vaskeægte julestemning på Nytorv midt i byen. Torvet bliver forvandlet til en lille eventyrlig lomme af hygge, hvor julegaverne kan blive købt og julesulten kan blive stillet. 

Foto: Jul på Kronborg

Jul på Kronborg Slot

Hvor? Kronborg Slot, 3000 Helsingør
Hvornår? Hver lørdag-søndag fra d. 26. november - 4. december  

De tunge røde slotsporte inviterer endnu engang indenfor til et fantastisk og magisk julemarked med mere end 100 boder og stande. Det dufter og smager af gran, æbleskiver og brændte mandler, og der er garanti for vaskeægte julestemning hos både store og små

Foto: Saxogades julemarked, Facebook

Saxogades julemarked

Hvor? Saxogade, 1662 København V
Hvornår? 3. december kl. 10:00-16:00

Der bliver skruet helt op for julestemningen i den skønne, lokale handelsgade, når Saxogade på Vesterbro endnu en gang holder Københavns hyggeligste julemarked. Udover de mange markedsboder, vil dagen også byde på mange sjove aktiviteter for små og store julenisser. 

Jul i Tivoli. Foto: Lasse Salling

Jul i Tivoli

Hvor? Vesterbrogade 3, 1630 København V
Hvornår? 18. november - 31. december  

Ingen jul uden jul i Tivoli - og i år er selvfølgelig ingen undtagelse. Haven vil som altid være fyldt med smukke udsmykninger, duften af jul, et væld af boder og hyggelig stemning for hele familien. Mærk magien, hils på julemanden, dekorer et honninghjerte eller få et julesus i maven i havens forlystelser.

Foto: Store Godthåb

Jul på Store Godthåb

Hvor? Store Godthåb / Godthåbsvej 79, 2000 Frederiksberg
Hvornår? I løbet af december måned  

Op til jul forvandles gårdspladsen på Store Godthåb til et julemekka uden lige med salg af smukke juletræer, et stort udvalg af kranse, pyntegrønt og pynt til træet, samt en lille vogn, som byder på dejlig varm gløgg, kakao og æbleskiver

Foto: Rikke Hollegaard

Dyssegaardens juletræsplantage

Hvor? Dyssegaarden / Frederiksborgvej 570, 4000 Roskilde
Hvornår? 12. november - 23. december  

Det emmer af jul i Dyssegaardens juletræsplantage og gårdbutik. Her er der masser af sjove aktiviteter for børnene, som kan hilse på alle de søde dyr, køre med hestevogn, ridde på æsler, prøve Nissestien, kravle på balancebommene og meget meget mere. I kan selvfølgelig også fælde jeres eget juletræ og bestille årets julean.

Foto: Frilandsmuseet

Jul på Frilandsmuseet

Hvor? Kongevejen 100, 2800 Kongens Lyngby
Hvornår? Hver lørdag-søndag fra d. 26. november - 18. december  

Oplev julen som i de gamle dage, når Frilandsmuseet byder på julehygge i weekenderne op til jul. Der vil være masser af underholdning i børnehøjde og klassiske juleaktiviteter, der vil få hele familien i julestemning på et splitsekund.

Foto: The Lab

Julemarked hos The Lab x The Lab Kitchen

Hvor? Vermundsgade 40A + B, 1. sal, 2100 København Ø
Hvornår? 11. december kl. 10:00-17:00

Kom til julemarked i de smukke lokaler på ydre Østerbro, hvor mere end 30 standholdere indbyder til julegaveshopping, selvforkælelse og inspiration i den søde juletid. Udover delikatesser, vin, kunsthåndværk, interiør, tøj og smykker, vil der for de mindste være mulighed for at besøge juletræsværkstedet. Her kan der kreeres små fine juletræer med alverdens forskellig slags pynt fra kl. 10:30-15:00.

Foto: Caroline Meldgaard

Christiania Julemarked

Hvor? Refshalevej 2, 1436 København K
Hvornår? 9.-20. december kl. 12:00-20:00

Tag familien med til det traditionsrige julemarked i Den Grå Hal på Christiania. Hallen vil som altid være fyldt til randen med sprød julestemning, fantastisk kunsthåndværk, og selvfølgelig masser af hygge. Madboderne frister med lækker mad, snacks og rigeligt til den søde tand. I kan desuden opleve levende musik og indslag fra scenen alle dage.

Foto: Julebutikken i Gurre

Besøg julebutikken i Gurre

Hvor? Rødegårdsvej 27, Helsingør
Hvornår? Åbent hver dag frem til juleaften (fra den 12. november)

Julebutikken i Gurre er som taget ud af en julefilm - her bliver det ikke mere hyggeligt og nostalgisk! I butikken kan I bl.a. købe juletræ, varme jer på gløgg og æbleskiver samt snuse rundt i laden, der er indrettet som julemagasin. Her finder I masser af  julekugler, hjerter, lys, stjerner, nisser, småkager mv. Derudover er der også juledekorationer, grankranse, adventskranse, strådyr, fuglehuse, pyntegrønt, mistelten, og hvad der ellers hører julen til.

Husk også at hilse på alle gårdens dyr, der bl.a. tæller kaniner og geder, og prøve naturlegepladsen.

Foto: Grantoftegaard, Facebook

Økologisk julemarked på Grantoftegaard

Hvor? Pederstrupvej 69, 2750 Ballerup
Hvornår? Fredag-søndag fra den 25. november - 18. december kl. 10:00-17:00

Mens dagene bliver kortere, spreder lyset og hyggen sig på gården og i staldene. Oplev blandt andet hestevognsture, bondegårdsdyr, økologiske juletræer og bæredygtige julegaver. Hver lørdag og søndag er der også workshops, hvor børn og voksne kan lave papirklip og juledekorationer i naturlige materialer.

Foto: Rastablanche, Facebook

Rastablanche julebazar

Hvor? Fiolstræde 36A, 1171 København K
Hvornår? 2.-4. december

Træd ind i det finurlige og eventyrlige univers fyldt med fine og farverige ting fra Indien. Der er både julepynt, stjerner, prinsessekroner, ringe, etniske puder, håndsyede sengetæpper, smukke silkekimonoer og meget mere. For ægte julestemning vil der blive serveret hvid glögg, chai og hjemmebag.