Hvilket barn elsker ikke lasagne og pizza? Med kogebogen ”Sølvskeen for børn” kan der komme andre versioner af mors lasagne og pizzamandens nr. 7 på bordet. Og det bedste af det hele er, at børnene selv kan lave det


Alle bogens opskrifter er italienske favoritter fra den berømte kogebog ”Sølvskeen”. De har været forbi en ernæringsekspert og er blevet testet af børn, så det 9-10 årige barn (ifølge forfatteren) burde kunne gå i køkkenet næsten selv. Også selvom man ikke er så erfaren udi madlavning. Bogen indeholder nemlig opskrifter af mange sværhedsgrader – fra melon med skinke og tomat-mozarella-salat til hjemmelavet pasta, polentagnocchi og ovnstegt lammekølle med krydderurteskorpe. Og så er den meget pædagogisk bygget op med afsnit om sikkerhed i køkkenet, udstyr og teknikker.

Jeg kaster mig ud i ”projekt lav-mad-sammen” med min snart 8-årige (og superkræsne) datter. Hun får lov at vælge opskrift og slår ikke overraskende op på … lasagnen.

Vi begynder med at gennemgå opskriften sammen – det er let, for bogens søde illustrationer viser meget fint de forskellige trin. Hver opskrift indeholder også et billede af den færdige ret. Så på med forklædet, frem med gryderne og i gang. Det er hyggeligt at lave maden sammen – og vi er faktisk meget mere sammen om det, nu hvor vi begge to kan følge med i opskriften. Inden længe står et stort fad duftende lasagne på bordet. Og den ligner (næsten) den på billedet.

Jeg er enig i, at man skal være 9-10 år (eller måske lidt mere) for at mestre opskrifterne selv. Til gengæld kan man som forælder sagtens inddrage væsentlig mindre børn i madlavningen, for de vil få meget ud af at ”læse” bogens billeder. Så måske lillebror på fire bliver husets næste mesterkok? 

”Sølvskeen for børn” er udkommet den 1. september 2011 på Lindhardt og Ringhof. Den koster 199,95 kr.