De fleste kender nok bedst Katvig for æbleprint og striber, men det populære danske børnetøjsfirma bruger også masser af krudt på at designe modetøj til børn. Noget havner i de store, internationale magasiner – andet i skraldespanden

Det må være sjovt at være direktør for Katvig. Vigga Svensson, som er kvinden bag navnet har nemlig sin helt egen legeplads, hvor hun kan boltre sig i snit, print og farver. Men det er ikke alle hendes designs, der ender på butikshylderne.

”Når man er designer, har man altid lyst til at følge sin vildeste idé,” fortæller Vigga. ”Man kan sidde og tænke: ”Den her kjole kommer til at sælge i titusindvis”. Men når man så dagen efter præsenterer den for salgsafdelingen, kan man godt se, den kommercielle værdi ikke er voldsomt stor. Kjolen kommer langt fra til at tjene sig selv hjem, fordi der bliver solgt så få af den. Til gengæld vil den måske blive vist i de rigtige magasiner, så ud fra et brandingmæssigt synspunkt kan det godt betale sig at producere den. Det er altid en balancegang. For mig som designer er det fint at have nogle ting i kollektionen, som er fuldstændig over the top, men jeg er samtidig bevidst om ikke at gå helt amok på legepladsen. Som direktør er jeg også nødt til at tænke på, at vi ikke skal bevæge os for langt væk fra det genkendelige Katvig-design. Man skal altid kunne se, at det her er en Katvig-ting. Men vi vil gerne skubbe lidt til folk og udfordre dem med vores fashionstyles,” forklarer Vigga.

”Vi har lige været på modemessen med vores nye kollektion. Blandt de vildere styles er for eksempel en heldragt produceret af genbrugte plastikflasker. Vi ved, den sandsynligvis ikke bliver produceret, fordi der ikke er salg nok i den. Men det er den type ting, der typisk bliver udlånt til stylister og som kommer i modemagasinerne,” fortæller hun.

Det er ikke kun salgsbarometeret, der afgør, om et stykke tøj bliver produceret eller ej. Det skal også kunne gøres bæredygtigt. Er det ikke muligt, bliver designet kasseret.

”Vi er mest kendte for vores bæredygtige basistøj og vores R.O.C. Wear, som er lavet af økologisk genbrugsbomuld. Men det er straks sværere at få lavet bæredygtigt fashionwear. Det bliver hurtigt for dyrt, fordi der altid er et minimumsantal, når man placerer en ordre hos producenten. Og når det handler om lidt smallere designs, bliver der ofte ikke solgt så mange. Generelt er det bekosteligt at producere bæredygtigt, fordi der skal ”strammes op” i alle led – lige fra bedre løn og dyrere råvarer til nyt arbejdsmiljøudstyr, der skal installeres. Så at lave små, bæredygtige produktioner er en udfordring. Men her til efteråret glæder vi os til at præsentere en masse fashionwear, som også er bæredygtigt. Vi vil jo gerne vise, at vi kan andet end bare æbler og striber,” smiler Vigga.

Vil du holde dig orienteret om, hvad Katvig laver, så tilmeld dig deres nyhedsbrev lige her.


Børn i byen støtter indsatsen for bæredygtighed. Katvig har givet os adgang til deres viden på området, derfor optræder de som eksperter i artikelserien. Men der er naturligvis også andre virksomheder, der arbejder på at producere bæredygtigt børnetøj.