Det at blive mor er en livsændrende oplevelse. I denne bog skriver journalist Tine Tholander om tiden omkring fødslen, om identitetskrisen, der kan opstå i mødet med det lille, nye vidunder, om barselsorlov og tilbagevenden til karrieren.

Forfatteren adresserer emner, som de fleste kan relatere til. Måske er hendes vinkel ikke altid den, man selv har tænkt eller følt. Men fordi hvert afsnit er skrevet i samarbejde med en ekspert (fx er afsnittet om parforhold og baby skrevet sammen med psykolog Kisser Paludan), formår Tholander at få lavet nogle nuancerede råd og guidelines.

Hvert afsnit indledes af Tines egen erfaring med eller tanker om det pågældende emne. Og disse indledninger er simpelthen hylende morsomme. Ind imellem måtte jeg genlæse små sektioner, bare for grinet og morskabens skyld. Fx den her:

Da vi på niendedagen med bævrende ben satte os ud i bilen og kørte hjem fra hospitalet, havde vi stadigvæk ikke set mere end to dråber mælk fra det svigefulde yver.
Du ved du har født når du:
1. Egentlig ikke leder, men alligevel støder på din røv nede i knæhaserne
2. Skal have hjælpe til at vende dig i sengen om natten – som en grillkylling
3. Forstår betydningen af ordet skvætpisse
4. Har en fornemmelse af, at du aldrig kommer til at lette fra jorden igen – med mindre der er et fly involveret
5. Er bange for, at dine tarme falder ud forneden, når du bevæger dig hurtigere end en snegl
6. Erkender, at knibeøvelser er vigtigere end fattigdom, verdensøkonomi og storpolitik tilsammen


De gode råd til at klare sig igennem de mange situationer og tanker man får, efter at have sat sådan en lille ”nullermand” i verden, formår Tine virkelig at gøre håndgribelige. Der er forslag, der måske for nogle virker indlysende, men som man bestemt ikke tager skade af at blive mindet om. Som fx at lave ”sex-dates” med sin kæreste – for den slags kommer jo ikke af sig selv, når den lille kravlegøj holder én vågen om natten.

Bogen kan læses kronologisk eller bruges som opslagsværk. Man kan læse afsnittene efter interesse, og det er meget fint for nybagte mødre, at man kan tage den lidt i bidder: Man ved jo aldrig, hvornår den lille skattebasse igen melder sig for at blive madet, skiftet eller bare holdt om.

Det er en sjov bog at læse for mødre, der har været det hele igennem. Og bestemt givende og fuld af gode råd til dem, der stadig har alt det fantastiske, skræmmende, vidunderlige og tårevædende til gode. Jeg køber den i hvert fald til mine barslende veninder. Et godt grin kan man altid bruge - både før og efter hele showet går i gang.

 

"Din komplette, helt uundværlige, stærkt beroligende og fuldstændig ærlige mor manual" er udkommet på Gads Forlag. 252 sider. Pris: 249 kr. Læs mere om bogen her.