”Musinantes måne” er titlen på et musikalsk måneeventyr netop udgivet af forlaget Spillebillen. Børn i byen har fået fingrene i et eksemplar, lagt stemmen i rette fortæller-leje og slået lyttebøfferne ud. Læs her en anmeldelse af bogen og musikken.

Som bruger af Børn i byen  København er du sikkert allerede stødt på navnet ”Spillebillen”, som er navnet på en privat musikskole i indre by, der tilbyder rytmik og tumlastik for blebørn og deres forældre.

Rytmik i egen stue

Karen Marie Bille, som står bag Spillebillen, er en yderst populær dame, hvilket resulterer i fyldte rytmik-hold og lange ventelister, der kan gøre det svært for en almindelig underskudsmor (som eksempelvis undertegnede) at komme til at opleve hende og hendes skønne musik live.
Heldigvis har Bille tænkt på det hele, og har derfor gennem eget forlag udgivet bøger og cd’er med hjælp-til-selv-tumlastik-hjælp, historier og musik, så man som forælder og barn har muligheden for at få Spillebillen hjem i egen stue.

Tidligere har forlaget udgivet bogen ”Tumlebiller og dansemus” samt cd’erne ”Ballondans” og ”Små sange til de små”. Nu er næste skud på det musikalske træ så udkommet; ”Musinantes måne, et musikalsk måneeventyr”.

Eventyr og musik i ét

Musinantes måne er et eventyr i ”bog-format” med tilhørende cd. Man kan vælge at læse eventyret for sig selv eller sammen med musikken, eller man kan bruge cd’en som lydbog, da både fortælling og sang er at finde her. Bagerst i bogen findes endvidere noder og tekst til sangene, så hjem med klaver (eller guitar) selv kan spille med.

Eventyret handler om musepigen Musinante, der sammen med sin ven frøen Freddy tager på en eventyrlig rejse mod månen. Undervejs møder de mange og sære væsner og universer, inden de til slut kan vende hjem med ægte månestråler i bagagen.

En blandet landhandel

Jeg er stor fan af Bille og elsker hendes fine stemme og enkle sange med let genkendelige temaer for de små børn. De er altid stærkt lyttevenlige og fungerer både som aktiverende taktstok og som ”baggrundsmusik”. Dette gælder også for de 12 sange, der indgår i Musinantes måne.

Desværre halter selve eventyret lidt bagud denne gang. Måske er det for at fange de mindste, eller måske er det for at få så mange forskellige sange og sangtemaer med som muligt, men handlingen er meget fragmenteret og mangler en tyk rød snor at rette sig ind efter. Mange personer bliver nævnt og glemt, og vel er fortællingen fantasifuld, men her er intet nyt under solen… eller rettere under månen.

Heldigvis har det ikke den store betydning i denne sammenhæng, for vælger man at sætte lyd og fortælling sammen fungerer det fint for de små. ”De små” bør dog ikke være helt så små, som ved forlagets andre udgivelser. Jeg vil mene, at børn fra 4 år og op vil få mest ud af historien, hvorimod musikken kan nydes af også mindre børn.

 

Læs mere om Spillebillen og "Musinantes Måne" her.