Han må have været en sjov fætter at være i stue med, ham Christian 4. En dag, mens hans sad i sin seng med nathue på, slog det ham, at København da simpelthen lige stod og manglede et rundt tårn. Og som sagt så gjort, så lod han det bygge.


Om det lige præcis gik sådan for sig, er ikke til at vide. Men Rundetaarn står der i hvert fald stadig, og det er nok de færreste nordsjællandske skoleklasser, der ikke har prøvet at trave hele vejen til toppen.


Men hvor mange treårige ved egentlig, hvem Christian 4. var? Min søn gør, for vi har sammen læst den nye finde-pege-bog ”Spøgelser i Rundetaarn”. Til hudløshed. Bogen, som handler om tårnets historie, er fantastisk flot og (næsten) lige så høj som Rundetaarn. Og så er den fuld af finurlige tegninger, som illustrator Sussi Bech står bag. Ja, du kender hende sikkert fra de utallige bøger om Kaj og Andrea, og hvis du køber årets julemærkeark, finder du også hendes streg der.


”Spøgelser i Rundetaarn” fortæller om tårnets historie, hvordan tårnet blev bygget, og hvordan det er blevet brugt gennem tiden. Vidste du for eksempel, at Rundetaarn er lige så højt som syv voksne hangiraffer, og at tårnets sneglegang er 21 kvælerslanger lang? At der hang vasketøj på loftet, og at H.C. Andersen sad på lokum inde i tårnet?


Både børn og voksne kan blive klogere af at læse bogen. Men den kan meget mere. Bogen vrimler nemlig med spøgelser i alle afskygninger. Selve historien er hurtigt læst, men man kan bruge lang tid på at nærstudere alle siderne og finde alle de skægge figurer. Og det har min søn og jeg gjort mange, mange aftner i træk, for man bliver ligesom aldrig rigtig færdig med at finde hatteglade spøgelser, pølsespisende hunde og flyvende spejlæg.


Med andre ord: Hvis du er gået kold i julegaveplanlægningen, så læg Rundetaarn under træet. Der er dømt masser af timer med hyggelæsning – og så gør det jo heller ikke noget, at junior får lidt kultur ind som sidegevinst. Du kan læse mere om bogen her.