Den 6.-22. september løber den årlige Golden Days Festival af stablen i og omkring København. Årets tema er 1989 i anledning af 30-året for Murens fald - og der bliver masser af sjove aktiviteter for børn. Vi guider jer her.


Åbningsfest med 1989 gratis is

Hvor: BLOX, Bryghuspladsen
Hvornår: 7. september kl. 14-16
Pris: Gratis

Kom med og fejr åbningen af dette års Golden Days Festival på Bryghuspladsen ved BLOX. Her kan I opleve et stykke oprindelig Berlinmur, der 30 år tilbage stod på Potsdamer Platz. Derudover vil der være musik og 1989 gratis øl samt 1989 gratis is! Kig forbi!


Graffiti workshop

Hvor: Kreativt hus for børn (Roskilde)
Hvornår: 7. september kl. 10-14
Pris: Gratis, men tilmelding er påkrævet

Alle seje piger og drenge i alderen 8-13 år inviteres til en anderledes og kreativ workshop med graffitikunstner William Thystrup i Algade 31. Her får børnene indblik i graffitikunst, og får lov at udforske graffitiens mange udtryk med sprayflasker i alle regnbuens farver. Under workshoppen skal de nemlig dekorere den mur, som er blevet bygget i haven, med sej gadekunst. Husk madpakke og tilmelding på BIBAlgade31@roskilde.dk

Tjek også eventet Vi bygger en mur og laver 80'er-graffiti i Børnekulturhus Ama'r.


Workshop: Another Brick in the Wall

Hvor: Gentofte Hovedbibliotek
Hvornår: 7. september kl. 11-14
Pris: Gratis

Vær med til at bygge en stor mur ned gennem biblioteket - ligesom Berlinmuren!  Den store mur skal dekoreres med graffiti på den ene side, og så skal der bygges huse på begge sider. Der vil desuden også dukke en lille Currywurst-vogn op, så I kan bestille ”ein Curry mit Pommes”.

I hele perioden 7.-22. september vil der være mur og Currywurst-vogn på Børnebiblioteket, og på festivalens sidste dag væltes muren til tonerne af Pink Floyd. Det er den 22. september kl. 11-12. Læs mere her.


Barn i 1989: Vinyler, Hüttemeyer og fastnet

Hvor: Børnekulturhus Ama'r
Hvornår: 7.-21. september. Åben man-fre kl. 10-17.30, lør kl. 10-15
Pris: Gratis

Lad ungerne gå på opdagelse i stuen hos en børnefamilie anno 1989. Dengang hvor telefonen sad fast i væggen med en ledning, pladespilleren snurrede med vinyler og Kirsten Hüttemeyers nye kogebog udkom med spændende opskrifter. I kan også tjekke prisen på Anders And-blade og sammen løse udfordringer og opgaver uden brug af moderne teknologi. Der må røres ved alt i den lille udstilling.

LÆS OGSÅ: De 5 børnevenlige i Roskilde


Design din egen 80'er badge

Hvor: Kreativt hus for børn (Roskilde)
Hvornår: 14. september kl. 10-13
Pris: Gratis, men tilmelding er påkrævet

Den 14. september kan børn lave deres egne 80'er-badges sammen med designer Heidi Ahtolas. Man bestemmer selv, om de skal være grafiske, cool, max pigede eller helt crazy - kun fantasien sætter grænser. Når man er færdig, kan man sætte sin hjemmelavede badge på sin rygsæk, stofpose eller jakke. Husk madpakke og tilmelding på BIBAlgade31@roskilde.dk.

 
Tjek hele Golden Day Festivals program her.
 
 
Fotos: Golden Days