København og omegn vrimler med fede børnevenlige oplevelser - vi har samlet 5 anderledes af slagsen, som du (måske) ikke kender fra bogen "111 steder for børn i København, som du skal se".

Sokkelundlille - børnekulturhus i royale omgivelser

Utterslev Torv 9, 2400 København NV

Sokkelundlille er et lille hyggeligt bindingsværkshus fra 1776, som oprindeligt var Kong Christian 7.'s jagthytte. I dag er stedet omdannet til børnekulturhus, hvor der arrangeres masser af fantasifulde aktiviteter for de mindste. Her kan man f.eks. besøge værksteder og deltage i rollespilscamps, komme til dukketeaterfestival eller se gøgl fra Cirkusvognen. Kulturhuset, der ligger smukt placeret blandt piletræer ved den gamle branddam, er især et besøg værd om sommeren.

Ejbybunkeren - spionjagt under jorden

Jyllingevej 303, 2610 Rødovre

Besøg den 1.300 m2 store koldkrigs-bunker, der engang var lukket land for offentligheden. I dag er bunkeren omdannet til et sejt oplevelsescenter, hvor børn bl.a. kan forsøge at stoppe 3. Verdenskrig i spillet "Mission Kold Krig". Se om I kan fange spionen i bunkerens mobilspil, og prøv de digitale og interaktive installationer, mens I går på opdagelse i de labyrintiske gange. En anderledes oplevelse under jorden!

BaNanna Park - en farverig oase

Nannasgade 4, 2200 København N

Har I endnu ikke besøgt BaNanna Park på Nørrebro, er det på tide! Smut gennem den store klatrevæg, der danner indgangen til parken og lad ungerne give sig i kast med boldspil eller slå sig løs på legepladsens gynger og rutsjebane. En fed, farverig oase midt i byen, hvor graffitikunstnere har sørget for, at I også har selsskab af elskede børnefigurer såsom Bamse og Kylling, Mumi og Cirkeline.

Den Blå Base - tæt på krabber og fisk

Kastrup Lystbådhavn, Ved Havnen 2, 2770 Kastrup

Den Blå Base i Kastrup Lystbådhavn er et sommerferie-must for krabbeglade børn! Stedet består af et mastehus og en flydebro med hyttefade og kigge/røre bassin. Her kan ungerne komme helt tæt på krabber, fisk, rejer og tangplanter, stikke fingrene i vandet og mærke. Der er åbent hele døgnet, alle årets dage - og om sommeren er Den Blå Base også bemandet med studentermedhjælpere i weekender og sommerferien.

Barresøgård - idyllisk landsted med bondegårdsdyr

Slangerupvej 29, 3540 Lynge

Besøg det idylliske landsted Barresøgaard, hvor I kan lære om opdræt af dyr og hilse på både heste, grise, køer, får, gæs, høns, katte og hunde. Besøgsgården er åben den første søndag i hver måned kl. 10-15, hvor Lars og Anja står klar til at tage imod jer. Efter en rundvisning på gården, byder de på friskbagt brød, husets honning, kaffe, te og økologisk saft samt en lille harmonikakoncert. Det koster 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn.

 

Køb bogen "111 steder for børn i København som du skal se" her.

HUSK: Børn i byen medlemmer får 20% rabat på bogen.

Fotos: Piet Simonsen