Madmarkeder og lækker street food er blevet lidt af en trend i København. Tag børnene med og introducér til lækre råvarer, anderledes smagsoplevelser og masser af hygge.

1. Reffen

ReffenAdresse: A, Refshalevej 167, 1432 København
Det nyåbnede Reffen er en 10.000 kvadratmeter stor, urban legeplads med masser af mad, design, kultur og håndværk. Her kan hele familien spise sig mætte i alt fra lækre flæskestegssandwichs og thai, til græsk gyros og falafler. Skal ungerne brænde lidt krudt af, er der også klatrevæg, små indhegnede fodboldbaner og skate/løbehjulsbaner. Sommeren igennem bliver der desuden afholdt koncerter, loppemarkeder, langsbordmiddage, yoga, udstillinger, talks og meget mere. Det tager 10 minutter på cykel, med havnebus eller bus 9A fra byen. Der er god plads til at have barnevogn/klapvogn med.

2. Torvehallerne

TorvehallerneAdresse: Frederiksborggade 21, 1360 København K
Torvehallerne
 på Israels Plads åbnede i 2011 og er i dag hele Københavns spisekammer. Et madmarked, hvor mere end 115.000 københavnere flokkes hver eneste uge. Med mere end 60 stader, byder hallerne på alverdens delikatesser og købmandsvarer. Her kan du finde kendinge såsom Gorm's, LeLe, Palæo, Summerbird og mange flere. Til de mindste kan vi bl.a. anbefale havregrød fra GRØD, og lækre, bløde mormorboller fra Lauras Bakery, samt friskbage kanelsnurrer og kager fra Café Rosa.

3. Broens Gadekøkken

Adresse: Strandgade 95, 1401 København
The Bridge Street Market, også kendt som Broens Gadekøkken, åbnede ved Inderhavnsbroen i foråret 2018. Markedet byder på alt det lækreste - og der er både noget for store og små. Sæt f.eks. tænderne i burgere fra Gasoline Grill, økologiske hotdogs fra Kejser Sausage, salater fra California Kitchen, GRØD mm. Hvis du er på farten med barnevognen, kan du også bare gribe en kaffe to-go fra The Coffee Collective. Markedet gør desuden meget ud af højtiderne, til stor glæde for de mindste gæster. F.eks. pyntes der både op og arrangeres børne- og familievenlige events til Halloween og jul. Tjek: Broens jul.

4. Tivoli Food Hall

Tivoli Food hall BobbabeAdresse: Bernstorffsgade 3, 1577 København
Hos Tivoli Food Hall på hjørnet af Tivoli, finder I en række nøje udvalgte madboder, der hver især bidrager til et mangfoldigt udvalg af spiseoplevelser. Stedet består af 15 madboder, og vi garanterer, at der vil være noget for hele familien. Ungerne kan f.eks. få burgere fra den bornholmske grillbar BobbaBella. Her koster børnemenuerne 65 kr. pr. stk., og så får børnene dem i en sjov "trolde-happy-meal". Også Gló laver mad til de mindste, prøv f.eks. deres Childrens Bowl (op til 8 år) med pasta, kylling, søde kartofler, mango og tzatziki til 49 kr.
Pladsen er lidt trang indendørs, men om foråret og sommeren kan I nyde maden på den indhegnede terrasse ind mod Tivoli, væk fra biler og trafik.

Læs også: Børn i byen guider: Masser af lækkerier for børn i Tivoli Food Hall

 

 

1. Reffen af Alberte Cornelius 2. Torvehallerne: Thomas Steen Sørensen 3. Broens Gadekøkken af Martin Kaufmann 4. Tivoli Food Hall af Alberte Cornelius

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.