Er du på udkig efter en legestue, hvor junior kan tumle rundt og lege i trygge omgivelser, og hvor du kan hyggesnakke med andre mødre og fædre? Så se med her, Børn i byen har nemlig samlet en guide med byens bedste legestuer.
Kulturhuset Islands Brygge
Hver onsdag fra kl. 13.30-15.30 er der legestue med sundhedsplejerskerne i lokalet Lysthuset i Kulturhuset Islands Brygge. Her er der legetøj til børnene, god plads og fast tilknyttet sundhedsplejerske fra Sundhedsplejerskerne på Amagerbro. Det er gratis at være med. Hver torsdag fra kl. 13-15.30 er der også åben legestue for fædre og deres babyer i Undergrunden. Legemåtter og legetøj stilles frem til fri benyttelse. Det er gratis at være med!
Valby Kulturhus
Hver mandag og torsdag kl. 9.30-11.30 er der legestue i Valby Kulturhus. Legestuen er et tilbud for hjemmegående forældre og deres 0-4 årige børn. Her er der mulighed for at hygge sig i fællesskab med andre voksne med småbørn. Der er samtidigt god plads til at børnene kan larme, lege eller synge. Om mandagen er det rytmikpædagog Lotte Tænner, der er musikalsk igangsætter - torsdag er børn og forældre/bedsteforældre på egen hånd. Det er gratis at komme i legestuen.
Fars legestue Nørrebro
Hver mandag kl. 12.30-15.30 tager legestuebestyrerne imod fædre på Nørrebro i gymnastiksalen i baggården på Kapelvej 44. Sundhedsplejersken kommer forbi mellem kl. 13 og 14. Det er et tilbud til fædre om uforpligtende samvær, leg og hygge sammen med andre fædre med børn i alderen 0-5 år.
Babusjkas Legestue
Hver mandag kl. 10-13 er der legestue i Osramhuset på Nørrebro. Her er der masser af plads til fri leg med bolde, trommer, større legeredskaber og sanse-legetøj. Der er også både højstole og mikroovn. Det koster ikke noget at deltage, men ryd op efter jer selv. Den første onsdag i måneden er der desuden Babusjkas Kaffe - en barselscafé drevet af frivillige jordemoderstuderende.
Blegdamsremisen
Din lokale kirke
De fleste af Københavns kirker udbyder legestuer – en del endda med babyrytmik og salmesang. Det er en hyggelig, billig aktivitet med plads til alle, og hvor samværet er i fokus. Så tjek din lokale kirkes hjemmeside, og se om de afholder legestue!
Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.