Gennem det julepyntede Tivoli. Ind i Glassalens historiske rammer. Klokken lyder, lysekronen hejses op og mens børn og voksne i alle aldre holder vejret, begynder Eventyrteaterets opførsel af Charles Dickens ’Et juleeventyr’.

En time senere er der kun et problem ved at skulle anmelde den:
Jeg har kun fem, og jeg ville ønske, at jeg havde alle himlens stjerner til rådighed. Fra begyndelse  til slutning er denne julemusical nemlig en fuldstændig eventyrlig og sublim oplevelse. Uanset om du er 5, 45 eller 85 år.

Selve historien handler om Ebbernisse Skrut, en sur, stenrig og nærig nisse, der ikke onder nogen det godt. Men en nat kort jul får han besøg i drømme. Tre juleånder får ham til at indse, hvor hjerteløs, han er … og hvor kort tid, han har til at blive en god nisse, der bærer julen i hjertet.

Historien er på den ene side enkel og til at forstå for selv de mindste, ikke mindst ved hjælp af ’fortælle-nissepigerne’ på scenen. På den anden side har den mange fine og tankevækkende lag, der minder de lidt større og de voksne om, hvad der virkelig betyder noget. I julen. Og i livet.

Et wau-scenarie

Og så er der sangene. Wau. Nisserne på scenen kan virkelig noget med deres stemmer, og både melodier og tekster går lige i hjertet. Det er næsten ikke til at sidde stille på stolen, og allerede efter få strofer er julehumøret steget gevaldigt. Dansen skal også fremhæves. Den spænder fra dramatisk tango, hyggelig kædedans til overbevisende bevægelser, der får både juleånder og Ebbernisse Skrut til at ’svæve’ hen over scenegulvet. Gennemført professionelt!

LÆS OGSÅ: Guide: Årets juleteaterforestillinger

Kostumerne, scenografien og lyssætningen skal også nævnes. Igen er niveauet tårnhøjt. Karaktererne kommer stærkt til udtryk gennem alt fra dansende grønt velour og rødt nissetøj til store kridhvide lænker og den sorte døds tomme ansigt. Men elegante skift i scenografien og perfekt lys bliver publikum ført ind i en anden verden og gennem hele følelsesregisteret. Fra uhygge og (i hvert fald som voksen) en enkelt tåre i øjenkrogen til julehygge og hjertevarme grin.

Et juleeventyrDen perfekte optakt til julen

Publikum skal også anmeldes. Sjældent har så mange sunget med, klappet i takt, piftet, hujet og til sidst rejst sig. Og blevet stående. Mens skuespillerne måtte komme ud på scenen hele tre gange, inden store og små overgav sig til den virkelige verden, og søgte mod Glassalens døre og ud i den gamle have igen. I min familie bar vi alle forestillingen med os hjem som den perfekte optakt til julen. Og ønskede sådan set bare, vi skulle ind og se den igen dagen efter!

Så tag familien under armen. Oplev et så ægte og velspillet juleeventyr, at selv Disney må ryste i bukserne. Forestillingen varer 60 minutter (perfekt længde for børn), og billetten giver samtidig fri entré til Tivoli. Det er alle pengene værd og en uforglemmelig julegave at dele med hinanden.

Fem ud af fem stjerner: 
Et juleeventyr af Eventyrteatret
Spiller i Glassalen, Tivoli, frem til den 18. dec. 2016
Fra 5 år
Varighed: 60 min.

Fotos: Ole Mortensen

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.