September måned er højsæson for babypindsvin, men desværre mister de små unger af den ene eller anden grund ofte deres mor. Læs her hvad I skal gøre, hvis I finder en moderløs pindsvineunge.


Pindsvin i haver og parker er ikke noget sjældent syn i Danmark, og måske har I op til flere gange set de små dyr futte rundt og lede efter vand og mad i skumringen. Fra august-oktober måned kan man også være heldig at se små unger, da pindsvinene typisk parrer sig fra juni-juli måned. Hvis en mor har født sine unger i en rede i haven, er det dog meget vigtigt, at man IKKE forstyrrer dem. Forklar børnene, at de ikke må røre ved dem, og at det er vigtigt, at de får fred. Ellers kan det bevirke, at moderen prøver at flytte sine unger, gå fra dem, eller i værste fald at slå dem ihjel.

Finder man derimod en rede uden en pindsvinemor, bør man holde øje og observere lidt på afstand. Går der flere timer, og begynder ungerne at skrige/pibe, skal man handle. Det samme gælder, hvis man finder en enlig unge udenfor reden. Pindsvineungerne lever nemlig i familiegrupper, og vil kun forlade reden, hvis der er et problem. Ofte vil de også sige en meget skinger, høj lyd, hvis de er i nød – lidt ligesom en røgalarm.

SER DU ET PINDSVIN I NØD?
❤ Tag pindsvinet med et håndklæde
❤ Læg det i en kasse
❤ Ring derefter til vagttelefonen 22 98 60 70

Pindsvineplejerne.dk
Hvis I finder en rede uden en pindsvinemor eller en enlig unge, skal I ikke forsøge at passe ungen/ungerne selv. Ungerne har nemlig brug for intensiv pleje, speciel føde og dør meget hurtigt, hvis de ikke kommer i de rigtige hænder. Heldigvis findes foreningen Pindsvineplejerne.dk, der tager sig af syge, tilskadekomne og moderløse pindsvin fra Amager og Storkøbenhavn. Pindsvineplejerne er fysisk placeret på Amager, og finder I et pindsvin, der trænger til hjælp, vil de altid bede jer komme med det. For børnene er det en stor oplevelse, og de vil ofte føle, at de er med til at redde et dyr, når de indleverer pindsvinet til en af plejerne.

Når man indleverer en lille unge, vil den typisk blive vejet og tjekket igennem. Herefter passer og plejer foreningen den, indtil ungen er stor nok til at komme ud i naturen. Undervejs i forløbet vil plejerne sende SMS'er med status på, hvordan det går. På den måde kan børnene følge deres pindsvin, og føle de er med i hele "redningsaktionen".

Hvis I vil vide mere om pindsvin, kan I læse masser af facts om dyret på hjemmesiden. Vidste I f.eks. at det er strengt forbudt at sætte mælk ud til et pindsvin, da det bliver meget syg, og ungerne kan dø af det?

Bor I undenfor Storkøbenhavn, og har fundet et pindsvin i nød? Så læs mere på Pindsvinevennerne i Danmark.

Kilde: Pindsvineplejerne.dk

TIP: Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge.