Børn i byen har været på besøg hos verdens første Virtual Reality butik, Khora Shop, som ligger midt i Kødbyen. Her fik vi en smagsprøve på, hvad Virtual Reality egentlig er for noget.

 

Nu sidder du måske og tænker ”Hvad er det der Virtual Reality egentlig for noget? Og hvordan fungerer det?” Det samme gjorde vi på Børn i byen redaktionen, og derfor besluttede vi os for at tjekke stedet ud. Nysgerrige drog vi af sted til Høkerboderne, hvor Khora Shop har indrettet sig i et gammelt slagterlokale. Med os havde vi vores 8-årige forsøgskanin, Viggo, der som den første blev kastet ind i den virtuelle verden.

En børnefødselsdag, en dinosaur og et kæmpe foster
Blandt en masse andre Virtual Reality-brillebærende gæster, placerede det søde personale Viggo på en kontorstol og gav ham et par VR-briller på, samt et headset. Personalet trykkede på play, og Viggo var nu vidne til en animeret børnefødselsdag, som vi andre kunne følge med i, på en skærm foran ham. Seancen varede et par minutter, og derefter fik vi voksne også lov til at prøve et par briller.
I den første film stod vi pludselig ansigt til ansigt med en meget livagtig dinosaur midt i en skov (se bare hvor forskrækket Børn i byens "mor" Caro blev nedenfor!), mens vi i en anden film blev taget på en poetisk rejse, og endte i hånden på et kæmpestort babyfoster.

Det hele lyder måske en smule skørt og mærkeligt, men det var virkelig en sjov og fascinerende oplevelse, som klart kan anbefales. Man skal dog være opmærksom på, at Virtual Reality er meget livagtigt, og kan virke skræmmende for små børn. Det anbefales derfor, at børn min. er 5-6 år for at prøve.

Tegne-rummet
Afslutningsvis fik vi lov at prøve tegne-rummet, hvor vi igen blev udstyret med et par VR-briller, men denne gang fik vi også stukket en controller i hver hånd. Med disse kunne vi skabe vores helt eget virtuelle kunstværk. Controllerne gjorde det muligt at male, tegne og skrive, og endda vælge forskellige pensler, redskaber og farver. Det mindede en del om det gamle tegneprogram Paint, bare hvor man stod midt inde i selve kunstværket.
Mens Viggo slog sig løs med penslerne, kunne vi andre følge med på en computerskærm, og der gik hurtigt gættekonkurrence i, hvad han tegnede og skrev med controllerne.


Har I lyst til at prøve Virtual Reality?
Så besøg Khora Shop! Alle kan frit komme ind fra gaden og prøve en gratis demo med tre forskellige headsets. I kan også vælge at købe en 30 minutter lang VR-oplevelse til 200 kr., samt en lang række produkter i shoppen. F.eks. kan man købe et par Cardboard-briller med hjem til kun 100 kr. Disse virker sammen med en smartphone, så man kan lege med Virtual Reality derhjemme.

Adresse: Høkerboderne 8, 1712 København
Åbningstider: Mandag-fredag: kl. 10-18 + lørdag: kl. 10-18

Læs mere: På Khora Shops hjemmeside her eller tjek deres Facebook-side her

HUSK at medlemmer af Børn i byen klubben får 25% på 30 minutter leg hos Khora Shop! 
Normalpris 200 kr. / Medlemspris 150 kr. Se mere her

TIP! Er du stadig i tvivl om, hvad Virtual Reality er for noget, og hvad det kan bruges til? Så tjek dette indslag fra DR Nyhederne