Børn i byen giver jer her opskriften på de lækreste, hjemmelavede gourmet-pizzaer med den sprødeste bund! Selvom det måske lyder avanceret, så er de super nemme og hurtige at lave – dejen skal ikke engang hæve!

 

NB: Opskriften er uden mængdeangivelser, da man sagtens kan lave disse nemme pizzaer på gefühl. Så prøv jer frem på ægte italiensk manér, selvfølgelig med denne opskrift ved hånden som rettesnor. 


Dej:
Tipo 00 mel (italiensk hvedemel)
Vand
En knivspids salt
En spiseskefuld olivenolie

Sådan gør du:
Bland mel, vand, olivenolie og salt i en skål. Ælt det godt sammen til en fast dej. Det er meget vigtigt, at dejen er mættet, og IKKE klistrer - hellere en smule for tør end for klistret. Rul dejen ud til bunde, så de størrelsesmæssigt passer til en pande. Tricket for at opnå den tynde og sprøde pizzabund er nemlig, at afbage bundene på panden inden fyldet kommes på, og de sættes i ovnen. Afbag bundene i lidt olivenolie på panden, indtil de er let gyldne.

Fyld:
Rødløg
Søde kartofler
Mascarpone
Mozzarellaost (hel klump)
Friske krydderurter, timian, basilikum el. rosmarin
Champignon
Salt og pebber


Sådan gør du:
Skær rødløg, champignoner og sødekartofler i tynde skiver. Brug et juliennejern eller en kartoffelskræller til at få sødekartoflerne ultra tynde, og opnå det bedste resultat.


Herefter kan du smøre bundene med mascarpone og komme fyldet på. Start med skiver af sødekartofler, herefter løg og svampe. Top med mozzarellaosten (ved at smuldre den), samt krydderurter, salt og pebber. Kom pizzaerne i ovnen, gerne direkte på risten, ved så høj varme som muligt. Giv dem 10-15 minutter, men hold øje med dem, og server dem, når de ser færdige ud.

 

God fornøjelse og velbekomme!