Bliv klog på børn, unge og deres medievaner, og lær hvordan du som forælder håndterer dem, når Børn i byen holder eksklusivt gratis foredrag torsdag den 25. februar. 

”Der er så meget forældre ikke forstår…” er titlen på en ny forældreguide, der for nyligt blev udgivet af bl.a. Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik. Guiden er målrettet forældre til 7-12 årige og giver viden, vejledning og inspiration til, hvad man skal have fokus på, når børnene går online.

Børn i byen har i forbindelse med udgivelsen, fået projektleder fra Medierådet for Børn og Unge, Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, til at komme og holde foredrag for Børn i byen, torsdag den 25. februar fra kl. 19.30-21.00. Foredraget finder sted på Linnésgade 25 i indre by. Kig forbi og hør om børnenes liv, leg og læring med internettet, sociale medier og spil. Lær at forholde dig til skærmtid, den gode tone online og aldersgrænser på sociale medier. Foredraget giver desuden anledning til, at du som forælder også tænker over dine egne medievaner i forhold til at være en god rollemodel. 

Om guiden udtaler Lisbeth sig: ”I en verden fuld af Snapchats, avatars og likes bliver mange forældre usikre på, hvordan de skal involvere sig og understøtte deres børns udvikling. Det kan være en udfordring at rådgive børnene, hvis man ikke selv har tilstrækkelig indsigt i de nye medier og forstår børns liv online. Derfor håber vi, at guiden kan hjælpe samtalen på vej mellem børn og voksne og afhjælpe nogle af de problemer, der kan opstå ved børns brug af disse medier”.

De 7-12 årige bruger dagligt godt 3 timer på skærme, herunder smartphones, tablets, computere, spillekonsoler og tv. Der er en tendens til, at jo ældre børnene bliver, jo mere skærmtid har de. Men selvom man er vokset op med digitale medier, er man ikke nødvendigvis superbruger. Man kan stadig have brug for råd og vejledning fra en voksen. Og det er netop dette, som Lisbeth vil forsøge at hjælpe Børn i byen Klubbens forældre med at give, gennem sit foredrag.

Guiden finder du på DFIs hjemmeside her. Den indeholder bl.a. disse 10 gode råd til at tackle børns online-liv:

  1. Interesser dig for dit barns online-liv ved at spørge ind til det og følge med.
  2. Husk at børn grundlæggende bruger medier til det samme som voksne: At søge informationer, læse nyheder, løse opgaver, lade sig underholde, spille, slappe af og være i kontakt med vennerne.
  3. Anerkend at digitale og sociale medier for børn er en adgangsbillet til fællesskabet.
  4. Overvej at indføre tidsbegrænsninger for online-brug og mediefri zoner.
  5. Vær selv en god rollemodel i forhold til fx tidsbegrænsning og at være nærværende.
  6. Lær dit barn gode online-vaner som at tale pænt, ikke dele private oplysninger som fx koder, CPR-nr. og at blokere ubehagelige personer.
  7. Hjælp dit barn med at løse konflikter, ligesom du ville gøre i den fysiske verden.
  8. Opsøg information om de sociale medier og de spil, dit barn ønsker en profil på.
  9. Hjælp dit barn med at indstille privatindstillinger på de sociale medier.
  10. Lav regler om køb af apps og køb i apps.

Tilmelding og info

Tilmeld dig foredraget her!

Medlemmer af Børn i Byen Klubben får gratis the/kaffe til arrrangementet.