Al ro begynder med stregen. Al mening begynder med stregen. Sådan er det for Kasper Købke, som er manden bag den blyantstreg, der tegner præcise og minutiøse gengivelser af Københavnske gadebilleder.

På væggen hænger et stort billede fra Sønder Boulevard med detaljer ned til bilernes dækmønstre og ledningerne til gadebelysningen. Foran på tegnebordet ligger et halvt færdigt felt-inddelt ark med motiv fra Nørrebro runddel, med eger i cykelhjul og folder i jeans. Alt er med. Og sådan er det hver gang Kasper Købke tegner. For selvom han tænker i store billeder, arbejder hans blyant sig også ind i de mindste detaljer, som øjet måske overser, men som hjernen alligevel registrerer. 

Hvis man vil vide hvordan jeg tænker, skal man bare kigge på mine tegninger, for de er lige så minutiøse og detaljerede som min tankerække. Selv på en hvid væg er der mange detaljer. Det tager enormt meget energi og nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne være i stedet for hele tiden at skulle overveje detaljerne. Der er enormt mange tanker”, fortæller Kasper Købke, som efterlyser stilhed bare en gang i mellem. For selvom der er tanker og refleksioner som driver værket, så ville han ønske, at han kunne skrue lidt ned ind i mellem. 

Der er faktisk stilhed i det øjeblik blyanten rammer papiret. Særligt i stuen. Inden i er der fuld energi. ”Mine tanker kører stadig derudaf, for det er faktisk, mens at jeg tegner, at jeg får de allerbedste idéer til mine kommende projekter. Det er som om, at jeg bruger den ene side af hjernen til at tegne, imens den anden side tænker derudaf: på hvordan jeg skal gribe kommende projekter og opgaver an. Men jeg er vant til denne tankestrøm, så til trods for at hjernen kører derudaf, selv når jeg tegner, så finder jeg stadig en kæmpe stor ro i tegningen - en ro hvor tiden bliver udvisket – måske fordi det eneste jeg netop gør der er at tegne og tænke – og det er også det jeg kan se i Oscar.

Og han fortæller om sit møde med drengen Oscar, som han tilfældigt mødte på en tegneworkshop: ”Oscar er mit levende bevis på de refleksioner, jeg har gjort over, hvad tegning kan gøre ved et menneske. Oscar har Aspergers, og da jeg mødte ham, kunne han ikke koncentrere sig mere end ti minutter ad gangen. Og nu sad han med en blyant i timevis. I fuldstændig ro.

Kasper Købke har fulgt Oscar gennem en årrække og fascineres stadig over den ro, han kan aflæse i drengen, når han tegner. Og han ser det hos mange andre også. ”Det er enormt meningsfuldt for mig at se hvad tegning gør ved mennesker. Vi falder til ro. Står stille. Det har givet mig inspiration til at give kunsten videre. Både til børn og voksne”, fortæller Kasper Købke. 

Derfor afholder han både foredrag om tegning og workshops for børn. Ungerne lærer tre enkle tegneteknikker, som på magisk vis skaber liv i figuren. Han fornemmer, hvordan børnenes selvtillid lyser, når de ser deres streg blive levende. Han ser voksne og børn forene sig i fællesskab, når de sammen møder inspirationen i tegningen. De tegner på samme papir og taler om tegningen. 

Når jeg holder workshops, kommer jeg med tegnegrej og stiller det op. Jeg går rundt mellem de 30-50 tegnende unger og tjekker hvem, der har lyst og behov for hjælp. Både glæden og roen lyser. Og jeg synes, det er fantastisk meningsfuldt, at give det videre. Noget andet er, at det at tegne er et formidlingsværktøj, og når man tegner, kommunikerer man på endnu en måde", fortæller Kasper Købke. Ifølge ham er det ikke en anden måde at forstå eller forklare på – det er en udvidelse af de eksisterende formidlingsværktøjer. Vi har tilføjet et 4. værktøj for at styrke den eksisterende kommunikation, og hermed minimeres risikoen for misforståelser og derved større eller mindre uoverensstemmelser.

For ting skal give mening og meget mening begynder med stregen. Kasper Købke og alle hans tanker forener sig i en streg. Og der er meget mere bag den streg. More than lines, som han kalder nogle af sine tegneprojekter. Han slutter interviewet, som har været fuld af ord. Og alting bliver stille i det øjeblik hans blyant igen rammer papiret. 

Kasper Købke har tegnet altid, men begyndte først at tænke professionelt på stregen i 2007. Kasper Købke er født i 1981, autodidakt kunstner, bachelor i virksomhedsstudier. Afholder løbende workshops for børn hos Børn i Byen. Følg med på www.drawingsbykobke.com og www.bornibyen.dk.

Fotos: Adam Sund og Line Fjord.