Saml familien til en aktivitet ud af huset næste gang, der skal fejres fødselsdag. Børn i byen har prøvet fødselsdagsfest med bowling i DGI-byen - og det tog kegler!

Normalt når vi holder børnefødselsdag kommer hele familien til boller og kagemand og der pakkes gaver op på akkord, hvorefter ungerne piler ned i den ene ende af huset, mens de voksne bliver siddende, drikker kaffe og snakker. Og det er også hyggeligt nok, men nogle gange kan det give et frisk pust at prøve noget nyt. Det gjorde vi i år, hvor vi havde dobbelt fødselsdag for tvillingerne, der fyldte 8 år.

Vi startede i vanlig stil med kagemand og gaver hjemme, men efter denne del havde vi besluttet os for at tage i DGI-byen for at lave den helt store bowlingkonkurrence.

Fællesskab på tværs af generationer
Vi var 3 generationer  af sted – fra unger til forældre og til bedsteforældre, og efter lidt diskussion om holdfordelingen blev vi enige om 2 hold; nemlig pigerne mod drengene.

LÆS OGSÅ: 17 idéer til fødselsdag i byen

Efter at have valgt bowlingsko blev de to baner åbnet, og servitricerne kom med den helt store snackkurv med forskellige slags chips og salsa, sodavand og slikposer til ungerne, mens vi voksne kunne vælge mellem vand, et glas vin eller en stor skummende fadøl.

Og herfra gik kampen i gang med nogle meget tændte unger, der havde helt styr på strategier for, hvordan man bedst muligt sikrede sig en strike.

Det rigtig fine er, at man har mulighed for at spille med bander, således at bowlingkuglen ikke stikker helt af fra de mindste…eller de ældste, der måske ikke har prøvet bowling før. Banderne hæves og sænkes automatisk, alt efter om man har indkodet disse til sit navn. Banderne gør, at alle generationer kan spille sammen og dermed konkurrere på næsten samme niveau.

Sjældent har vi oplevet så stor en fællesskabsfølelse til en fødselsdag. Alle var tændte og gik op i spillet med liv og sjæl og med kammeratlige drillerier til det andet hold, når vi skiftedes til at tage føringen.

Tvillingerne syntes at det var deres hidtil bedste fødselsdag , og jeg tror, det var fordi de oplevede at alle deltog med lige stor iver og blev grebet af samme barnlige glæde over den familiære konkurrence.

Så nogle gange, når familien virkelig skal samles, kan det være en fordel at tage ud af huset og lade en aktivitet være den store fællesnævner. I det her tilfælde tog bowling kegler til den helt store guldmedalje.
Og PS: Drengeholdet vandt, men der blev næsten ikke hoveret!