Kender I det, når man sidder og spiser and den 10. november, men ikke helt kan fortælle ungerne hvorfor? Vi er dykket ned i historien bag Mortens Aften, og giver jer her forklaringen på den hyggelige, familiære tradition samt et par gode idéer til at skabe jeres egne traditioner i forbindelse med mærkedagen.

Hvert år, den 10. november, er det Mortens Aften – en aften til minde om biskoppen Martin af Tours, som ikke ville være biskop.
Mange danskere fejrer Mortens Aften ved at spise and eller gås i selskab med venner og/eller familie, aftenen før Mortens Dag den 11. november. Den Morten, der fejres på Mortens Aften, hed oprindeligt Martin, men er med tiden blevet kendt under navnet Morten Bisp. Martin levede i 300-tallet i Romerriget, som dengang også omfattede Ungarn, hvor han blev født.

Den hellige Martin

Martin var en mand med et varmt hjerte for de fattige, som kunne helbrede syge og opvække døde. Den mest kendte af alle historier om ham, er den som handler om dengang, han så en tigger i nød ved byporten til den franske by, Amiens. Ingen andre hjalp den stakkels tigger, men Martin stoppede op, delte sin kappe i to og gav tiggeren den ene halvdel. Om natten så Martin den opstandne Jesus i en drøm - med den ene halvdel af kappen på. Jesus fortalte Martin, at det var ham, der var tiggeren.

And og gås

Martin fik med tiden et ry som en god og hellig mand. Befolkningen i Tours ville derfor vælge ham som biskop, men det var Martin ikke interesseret i. Da byens indbyggere kom for at udnævne ham, gemte han sig derfor i en gåsesti. Gæssene brød sig ikke om besøget, og skræppede op og afslørede Martin, som blev fundet og tvunget til at være biskop. Som hævn beordrede Martin, at alle husstande én gang om året, skulle slagte mindst én gås og spise den på den dag, hvor han var blevet afsløret. I Danmark spiser vi ofte and i stedet for gås, hvilket bl.a. skyldes at ænder er mere almindelige i Danmark, hvorfor gæs er dyrere (og større) og ikke findes i køledisken.

Mortensaften-traditioner

Ud over and og gås, er det både sjovt og hyggeligt at have nogle faste traditioner på Mortens Aften. Børn er vilde med traditioner, især hvis de indebærer søde sager eller gaver. Den gode gamle pakkeleg, fungerer derfor ganske fint som Mortens Aften-leg. En lækker dessert med fx en mandel eller noget andet sjovt spiseligt i sig, inklusiv ”mandel”-gave er også en sikker vinder. Brætspil, kreativ udfoldelse (pynt), fælles madlavning eller måske bare en Mortens Aften-quiz for hele familien, er desuden indslag, som spreder hygge. Vi har lavet en lille quiz til jer her.

Glædelig Mortens Aften!

 

Foto: Jason Leung, Unsplash