Pluk en masse mælkebøtter mens de står i fuldt flor og er fyldt med pollen og nektar og lav den skønneste gyldne sirup. Du får opskriften her.

Mælkebøttesirup smager rundt, gyldent og af mælkebøtter slet og ret. Den kan bruges som topping på pandekager, yoghurt, kager og som det søde indslag i dressinger og til det modne ostebord. Blander man siruppen med danskvand har man en lækker sommerdrik og tilføjer man fx vodka, så har man en ny nordisk drink-klassikker.

Du skal bruge:
75 mælkebøttehoveder
6 syrlige æbler (gerne umodne)
Saften fra ca 2 citroner
1 1/4 liter vand
ca 800g sukker
Eventuelt Atamon til at destillere opbevaringsglas med.

LÆS OGSÅ: Spis din by: Tips til at høste spiseligt vildt

Ryst mælkebøttehovederne fri af insekter, men skyld dem ikke, da blomsternes pollen er en vigtig smagsgiver. Nip de gule kronblade af og kassér resten af blomsten. Det grønne fra stængel og blade giver en bitterhed, der ikke klæder siruppen. Kom bladene i en gryde med koldt vand, groftskårne æbler og citronsaft og lad det simre i en halv times tid. Si blandingen (eventuelt gennem et stykke stof) og kom den rene saft tilbage i gryden. Tilsæt sukker og kog ind til du har en sirup i en passende konsistens. Smag til med citron og sukker og hæld den endnu varme sirup på rene flasker og opbevar dem på køl.
Siruppen kan holde sig længe og kan være en superfin lille hjemmelavet gave.

Fotos: Mette Maria Schaumburg-Müller