Den Blå Planet er en rigtig god familieoplevelse, hvor man får lyst til at komme igen. Det er et oplevelsescenter, der forstår at kombinere underholdning med viden i en meget gennemført setting.

Det er en råkold blæsende lørdag i marts og ikke umiddelbart lige en dag, hvor man tænker, man har lyst til at være i nærheden af hav og vand. Men på Den Blå Planet er sagen en anden.  Her er det nemt at få flere timer til at gå i selskab med alt fra hajer og elektriske ål til piratfisk og stedets meget nuttede havoddere. Selve bygningen er imponerende anlagt med en blændende udsigt over Øresund, og det er gennemført at tænke anlæggets fisk og havdyr ind i en arkitektonisk helhed. Lokalerne er æstetiske, og det gigantiske koralrevsakvarium med et mylder af farvestrålende tropefisk hensætter os til en kulisse i en James Bond film.

LÆS OGSÅ: De 5 anderledes forlystelsesparker

Underholdning og viden i en højere enhed
Vi er to voksne og 4 børn. Og ungerne er begejstrede. Særlig stor lykke giver muligheden for at røre ved skrubber og krabber i det store sansebassin, hvor den blå planets medarbejdere formidler viden om havdyrene på en nærværende og enageret facon. I det hele taget er personalet virkeligt hjælpsomt og vidende om akvariets indbyggere. De formår at underholde selv de mindste børn, når de fortæller om fiskenea særlige egenskaber ved fodringstid. Fx i Ocean-tanken der rummer ikke mindre end 4 millioner liter vand samt hammerhajer og store rokker. 

LÆS OGSÅ: De 5 legepladser på Amager

Mere end et akvarium
For de voksne er der en kærkommen mulighed for at købe kvalitetskaffe fra Meyers Deli, som man kan medbringe i hælene på ungernes oplevelsesjagt i Nordeuropas største akvarium. Ja, faktisk er den blå planet meget mere end et akvarium. Anlægget har også sin egen regnskov med anacondaer, tropiske fugle, der flyver frit omkring, og konge boaer. Sidstnævnte slanger kan man oveni købet få lov at røre ved - hvis man altså tør! 

TIP: Læs også Børn i byens anmeldelse af Meyers Deli på Den Blå Planet.

Info:
Den Blå Planet, Jakob Fortlingsvej 1, 2770 Kastrup
Entré: 95/160 kr
Medlemmer af Børn i byen klubben får 20 % rabat på årskort