Vi danskere smider dagligt alt for meget mad ud. Det er synd for miljøet og spild af penge. Børn i byen giver dig her opskriften på, hvordan du tager kampen op mod madspild.

1. Lav lister
Lav lister, når du skal ud og handle, og køb kun det, der står på listen. Således undgår du i første omgang at få unødige madvarer med hjem, som der efterfølgende er risiko for, ikke bliver spist.

2. Køb varer der nærmer sig udløbsdato
Køb gerne nedsatte varer, som nærmer sig udløbsdatoen, hvis I altså kan nå at spise dem, eller fryser dem med det samme. Det kan være en stor hjælp i supermarkedets kamp mod madspild.

3. Tilbered kun den rigtige mængde mad
Følg en opskrift eller sørg på anden vis for kun at tilberede den mængde mad, som I er sikre på at få spist. Du kan for eksempel google dig til, hvor meget spaghetti der skal koges til 4 personer.

4. Køl eller frys ned
Er du alligevel kommet til at lave for meget mad, så sørg for at smide det i køleskabet (til de efterfølgende dage) eller i fryseren (til flere dage efter).

5. Sæt etikketter på
Sæt etiketter med dato og indhold på de madvarer, du har i fryser og køleskab, så du har styr på, hvornår det senest skal spises.

6. Tjek køleskab og fryser
Gør det til en vane at tjekke køleskab og fryser, inden du tager ud og handler. På den måde kan du lave retter ud fra de madvarer, du allerede har liggende. 

7. Lav madplan
Lav eventuelt en madplan for at få overblik over, hvordan madvarerne kan genbruges. Det gør det også nemmere, når der skal laves en indkøbsliste.

8. Benyt apps og hjemmesider
Der findes også hjemmesider og apps, som kan hjælpe med at bikse retter sammen ud fra dine ingredienser. Benyt dig af disse, og oplev nye kreative retter.

9. Opbevar maden rigtigt
Sørg for at pakke madvarer ordentligt ind. Smid det i en Tupperware eller en anden form for tillukket pakning. Således undgår du, at maden bliver dårlig før tid. Det samme gør sig gældende med grøntsager, frugt og brød, som har forskellige behov i forhold til opbevaring.

10. Pluk og spis (eller del)
Er du så heldig at eje en have eller en gård med frugttræer, så sørg for at få plukket og spist frugten. Er der for meget til at du selv kan fortære den, så forær den væk til venner og bekendte.

LÆS OGSÅ: Gør hverdagen som børnefamilie lidt grønnere

Reste-opskrifter:

Pizza: I kan bage selv eller købe en færdiglavet pizzabund, og fylde grøntsager, samt pålægs- eller kødrester og lidt ost på. I ovnen med den og voilá – I har jer en af ungernes aftensmads-favoritter.

Omelet: Æggee, der udløber lige om lidt, kan sammen med rester af grøntsager blive til en lækker omelet, eventuelt med lidt kød eller ost i.

Kødsovs: Alt kan smides i en kødsovs. Lav en stor gryde med hakket oksekød, diverse grøntsager, hakkede tomater, og sågar andre kødrester (bacon, pølser, kylling osv.). Lav eventuelt en stor portion, så I kan spise noget af det til aftensmad og fryse resten ned til senere.

 

Fotos: 1) Jumpstory.dk 2) Børn i byen