Småkagerne ligner spejlæg og føles som en hoppeborg i munden. Børnepanelet har prøvesmagt lækre småkager og giver fire ud af fem stjerner til ny småkage-café.

- Det er meget kreativt og ligner godt håndværk, siger 10-årige Anna, der har stor erfaring i et køkken.

Hun står foran disken i den nye butik og café Leckerbaer på Østerbro, og foran hende ligger den ene fine småkage efter den anden, for caféen specialiserer sig i noget så dansk som småkager, men med lidt andre opskrifter end i de gamle Karolines Kogebøger.

Der er småkager, som smager af citronfromage, småkager som ser ud, som om de er pyntet med smeltet ost, og småkager som smager som hindbærsnitte.
Det er svært at vælge blandt kagerne, der er ’fristende flotte’, som Regitze på 10 år formulerer det.

- Værsgo’ tag en smagsprøve, mens I kigger, siger manden bag disken og åbner en krukke med chokoladestykker med kirsebær. Vi vælger en af hver småkage – otte til 96 kroner – og to cookies, den ene med chokolade og ingefær, den anden en choko-chips.

Småkagerne bliver serveret i lokalet bagved på et skærebræt af træ:
- Det er en god detalje, at de serverer på et skærebræt frem for en tallerken. Det er ligesom mere lækkert, bemærker Marie på 10 år. 

Anna vælger at smage butikkens mest populære småkage kaldet ’mælk’ først: - Uhhmm, den er lækker!

Marie har fået en med chokolade og kokosflager og følger op med en, der ligner et spejlæg og mærkes ’blød som en hoppeborg’ inde i munden. Den er hun ikke så vild med.

William på 9 år elske cookies og får dem næsten for sig selv, indtil pigerne opdager, at den med chokolade og ingefær godt nok ser kedelig ud, men smager fremragende. Så må vi op til disken og have ’en omgang til’.

Regitze kan godt lide, at småkagerne er kolde, og så synes hun, at de ligner sushi. Hun nyder også indretningen af caféen med detaljer som stjerner af træ, lammeskind på træbænke, forårsgrene i vase, en gæstebog og stearinlys. 

- Selv vandet smager godt på Leckerbaer, mener Vincent på 10 år og får resten af selskabet til at sprutte af grin.

Man kan i øvrigt også købe dejen til småkagerne og så selv bage dem derhjemme.

4 ud af 5 stjerner: 
Leckerbaer
Ryesgade 118
2100 København Ø