Er ungerne begejstrede for dinosaurer? Så kommer her 7 gode muligheder for at dyrke de forhistoriske dyr.


1. Dinosaurernes konge, Tristan Otto

Kig forbi Statens Naturhistoriske Museum, hvor Tristan Otto holder til. Han er et af verdens mest komplette Tyrannosaurus rex-fossiler, og er omdrejningspunktet for den populære udstilling "Dinosarernes konge". Udstillingen er en fortælling om, hvordan en dominerende dyregruppe endte med at uddø, og så minder den os om, hvor unikt vores liv på jorden er. 


2. Besøg Misty på Zoologisk Museum

Imponér ungerne med en tur forbi Københavns eneste og kæmpestore dinosaur, Misty. Zoologisk Museum har en permanent udstilling kaldet ”Det dyrebare”. Hovedpersonen i udstillingen er kæmpe-dinosauren Misty – en Diplodocus longus – bedre kendt som en langhals, der måler 17 meter på længste led. Skellettet af Misty er 150 millioner år gammelt, og kommer fra det vestlige Nordamerika. Sammen med Misty finder I desuden en række andre spændende skabninger: Danmarks ensomste edderkop, dontekraniet, den firbenede fisk, skelettet fra en kaskelothval og meget mere.


3. Se på dinosaurfossiler ved Møns Klint

Tag en smuttur til Geocenter Møns Klint og oplev særudstillingen ”Den første Dinosaur”. Udstillingen fortæller i billeder, video og 3D animation den betagende historie om livet i Triastiden for 210 mio. år siden på Grønland. I udstillingen kommer I på en tidsrejse udover det sædvanlige og kan teste forskellen på dinosaurer og øgler på egen krop i temarummet. I kommer også med bagom scenen og ser hvordan palæontologer og geologer arbejder for at afdække mysterierne om fortidens dyr og planter - en spændende arbejdsproces, som er gået forud for udstillingen.


4. Oplev landets største dino-udstilling

Dinosaurparken i Givskud Zoo er indehaver af Danmarks største dinosaurudstilling nogensinde. Dinosaurparken har over 50 dinoer i naturlig størrelse - fra den allerstørste planteæder på omkring 80 tons til den dødsensfarlige kødæder, Tyrannosaurus rex. Oplev 26 forskellige dinosaur-arter i et stort udendørs skovområde. Besøg desuden Givskud Zoos andre, levende dyr, som tæller både løver, gorillaer og giraffer.


5. Leg blandt dinosaurer

Slip ungerne løs i Dinos Legeland - et 4000 m2 stort legeland, beliggende i Ishøj. Her finder I kæmpestore legestrukturer med rutschebaner, trampoliner, elbiler, klatrevulkan, boldbane, cykelbane, skydebane og meget mere. Der er desuden et stort separat legeland til de mindste fra 0-3 år, ligesom der er en stille forældrelounge og en stor café. Udover et sjældent set legeudstyrsstykke, byder Dinos Legeland på en permanent dinosaurudstilling, med kæmpe dinoer i fuld størrelse, dinosaur-vægmalerier, samt lærerige infotavler om de store fortidsdyr. 


6. 30.000 m2 Dinoland i Knuthenborg

Smut ud af byen til Knuthenborg, der byder på noget helt andet end deres safaripark - nemlig deres nye millioninvestering -  Dinosaurland. Her venter et 30.000 m2 stort areal inddelt i tre områder: Palæontologens base, Fortidsstien og Nutidsstien. Her kan ungerne møde meget livagtige dinosaurer, ægte fossiler, store skeletter og dinosaurernes nulevende slægtninge emuerne.

Husk! Du får 20 % rabat med Børn i byen Klubben hos Knuthenborg.


7. Sommerland Sjælland

Sæt kurs mod skønne Sommerland Sjælland, hvor I blandt forlystelser, legepladser og vandland finder en lille dino-oase med nogle farlige indbyggere! Midt i de skønne, grønne omgivelser dukker der nemlig skarptandede dinosaurer frem fra fortidens skjul til stor glæde for børn og voksne. 

 

Fotos: 1) Statens Naturhistoriske Museum 2) Wikimedia Commons 3) Møns Klint 4) Givskud Zoo 5) Dino's Legeland 6) Knuthenborg 7) Børn i byen