Sig pænt goddag til verdens bedste chokoladekage! Fra madbloggen Cathrinebrandt.dk får du her opskriften på en perfekt chokolade-intens kage med en fantastisk konsistens, hvor halvdelen er bagt og den anden halvdel er rå! Mums!

Du kan vælge at bruge pasteuriseret æg. Cathrine Brandt bruger økologiske æg, fordi hun synes, at de smager bedre, og så frarådes det ikke længere at bruge rå æg i madlavning.

8-10 personer
Det skal du bruge:

  • 175g mørk chokolade, jeg brugte 72 %
  • 25g hvid chokolade (kan skiftes ud med mørk chokolade, hvis du ønsker en chokolade-stærk kage)
  • 200g smør
  • 200g rørsukker
  • 8 æggeblommer
  • 5 æggehvider


Sådan bager du en gateau marcel:

Smelt chokolade og smør over vandbad. Det må ikke blive for varmt. Hæld 150g sukker sammen med æggeblommerne i en skål og pisk det lyst og luftigt. I en anden skål piskes æggehviderne stive, og de sidste 50g sukker tilføjes undervejs, mens du pisker. Vend chokolade og smørblandingen sammen med de piskede æggeblommer. Kom herefter forsigtigt de piskede hvider i, til du har en homogen masse. Kom bagepapir i en form, der er ca. 20x20cm. Du kan også bruge en springform, hvis du hellere vil have en rund gateau marcel. Hæld halvdelen af chokoladedejen i formen og bag det ved 175g i ca. 20-25 minutter. Når kagen er bagt færdig og helt kold, så kommes resten af chokoladedejen ovenpå. Kom den gerne i fryseren natten over. Server med vaniljeis, frisk frugt eller bare som den er.

Find endnu flere lækre opskrifter hos bloggeren Cathrinebrandt.dk