”Pingvinerne fra Madagascar” er veloplagt, vittig - og leverer solid og selvironisk underholdning for både børn og deres forældre. 

Tre hårdkogte agentpingviner påtog sig i sin tid – i et svagt øjeblik -  ansvaret for en lille, nuttet, pingvinunge, og lille Rekrut blev en del af det velkendte team: Skipper, Kowalski og Rico. 

Senere arbejder holdet i et Cirkus, men stikker af og vælger at fejre Rekruts fødselsdag ved at bryde ind i Fort Knox - for at få fat i pingviners ulovlige yndlingssnack, osteguffere. Men inde i snackautomaten gemmer sig en blæksprutte, som bortfører dem til et hemmeligt laboratorium i Venedig, hvor han, som videnskabsmanden, Octavius Brine, producerer et serum, som kan få nuttede pingviner til at mutere. For hvad pingvinerne ikke ved er, at de kender blæksprutten, Dave, fra Central Park Zoo, hvor han var glad og tilfreds– lige til de søde pingviner kom og tog al opmærksomheden. Og den slags skaber monstre.

Verden som legeplads
Gruppen formår at stikke af og flygter i en hæsblæsende jagt rundt på Venedigs kanaler. Til al  held reddes op i et high-tech luftfartøj til det tophemmelige eliteteam, Nordenvinden, som har Octavious Brine i kikkerten. Pingvinerne og Nordenvinden har fælles interesser, men det professionelle hold advarer skarpt mod at amatører begiver sig ud i så farlige opgaver: det skal overlades til eksperterne. Men pingvinerne har svært ved at blande sig udenom, og ender på vilde eventyr verden rundt. 

LÆS OGSÅ: Julens fede børnefilm

 

Charme og skæve idéer
”Pingvinerne fra Madagascar” er flot lavet og udnytter 3D-muligehderne godt, men charmen er de originale og skæve animationsidéer– i opdateret actionversion. Filmen kan bedst beskrives som Bond eller Bourne for børn med træk fra ex. Mars Attacks og mange andre filmreferencer, som voksne kan hygge sig med undervejs. 

I det hele taget er det en film, som også er god underholdning for ellers hårdt prøvede forældre. Det sker ikke tit anmeldere lader sig rive med til en pressevisning  - men denne gang skete det, at granvoksne mænd sad og klukkede for sig selv.  

Fire høje luffer til ”Pingvinerne fra Madagascar”!

Fakta: Pingvinerne fra Madagascar har premiere i landets biografer den 18. december 2014. Filmen er tilladt for børn over 7 år.