Børn i byen giver bogen Rumpemælk fra Afrika af Erlend Loe 5 ud af 5 stjerner. 
Mangler du input til ungernes godnathistorie, så skulle I måske prøve Erlend Loes "Rumpemælk fra Afrika".

Erlend Loes bog ”Rumpemælk fra Afrika” handler om Marko, som keder sig og er tørstig. Markos forældre har tydeligvis alt for travlt til at hygge sig med Marko, og mælk er ikke noget han må få mellem måltiderne.

Da Markos mor spørger, hvad han ønsker at drikke til maden, svarer han Rumpemælk. Rumpemælk fra Afrika. Både Markos mor og far er meget insisterende på, at Rumpemælk ikke findes, men Marko er lige så insisterende og skal nok vise dem, at der findes Rumpemælk.

Han beslutter sig for, at tage bussen til Afrika, for at finde den dejlige Rumpemælk. På sin vej møder Marko alverdens dyr, som f.eks. flodhesten, der truer med at bide fødderne af ham. Giraffen, der prøver at spise ham og gorillaerne, som folder ham til en papirflyver og kaster ham ud fra et bjerg. Dyrerne er ikke meget behjælpelige og meget afvisende. De jager ham alle bort, og de vil hverken fortælle, hvad de selv drikker eller hjælpe ham med at finde Rumpemælken. Til sidst møder Marko dog elefanten, der indser, at han kan få sine tabte briller igen, hvis han hjælper Marko med at finde Rumpemælken.

Underholdende fortælling med fine illustrationer

Bogen er en hyggelig og underholdende bog. Børnene sidder spændt og venter på, hvad det næste frække dyr, Marko møder på sin vej, kan finde på at gøre.

Børn kan være utrolig stædige og bogen er en fantastisk skildring på, hvad der kan ske, når børn går sine egne veje, for at overbevise sine forældre om, at de ikke altid har ret. Både hvad angår smag og hvad der findes i denne verden.

Igennem hele bogen har Rumpemælk fra Afrika mange skønne illustrationer af Alice Bjerknes De Faria.

FAKTA: Rumpemælk fra Afrika af Erlend Loe koster 199,95 kroner og kan f.eks. købes her