Christiania er kendetegnet ved en alternativ levevis og arkitektur, præget af farverige vægmalerier, spøjse skulpturer, legepladser, boder, caféer og spisesteder, som helt klart er et besøg værd. Børn i byen giver jer her opskriften på en uforglemmelig dag på Christiania.

OBS! Vær opmærksom på at miljøet på Christiania er anderledes og kan virke hårdt, sammenlignet med det I møder i det normale gadebillede.

Kl. 11.00: Legeplads og skateboardhal

Start dagen ved Christianias Hjørneindgang på Bådmandsstr./Prinsessegade ved porten. Lige inden for denne ligger den såkaldte Loppebygning, hvor der bl.a. findes en fin lille butik med kunsthåndværk og legetøj produceret på fristadens mange værksteder. Der findes desuden en småbørne-legeplads hvor redskaber og indramning er udført af lokale kunstnere. Indgangen til legepladsen findes midt i bygningen, 2. sal. tv., og her kan børnene boltre sig i sandkasse, gynge, vippe og ruchebane.
Til de ældre børn findes der ca.100 m. indenfor porten, ved genbrugsstationen, en overdækket, grafittibelagt skateboardhal kaldet Wonderland. Der er fri adgang til hallen når den har åbent (formiddag til sen aften).

LÆS OGSÅ: Ferietip: Byens sommerskoler

Kl. 12:00: Pusherstreet og havecaféen Nemoland

Efter lidt leg, fortsætter I turen. I drejer til højre forbi Loppebygningen ned ad Pusherstreet. På venstre side får I et kig ned til Den grå hal, der bruges til koncerter, fester, julemarked og julefest. På højre vil i se diverse småkiosker, spillehaller og malerværksteder. Fortsæt lige ud og I ender ved Nemoland, som er Christianias største havecafé, med en lille afskærmet legeplads for de mindste. Her holdes et bredt udvalg af udendørskoncerter i sommerhalvåret. Er I blevet småsultne kan I få jer lidt frokost på caféen, eller I kan sætte jer på de grønne arealer ved volden og nyde jeres medbragte madpakke.

Kl. 13:30: Christianiacykler og boliginteriør i stål

Efter et lille frokoststop fortsætter I ad Langgaden til venstre for Nemoland. I passerer Månehaven og kommer på venstre hånd forbi Christianias biograf og kultursted ”Byens Lys”. Fortsætter I lige ud kommer I forbi Christianias købmandsbutik, Indkøberen, og vegetarrestauranten, Morgenstedet. Drejer I derimod ned ad første vej til venstre, og til venstre igen ved Sundhedshuset som er Christianias alternative skadestue, kommer I til Mælkevejen. Til højre på denne finder I CA. Cykler, hvorfra de populære Christianiacykler stammer. Og efter denne ligger Kvindesmedien, hvor tre kvinder skaber unikt boliginteriør i stål.

LÆS OGSÅ: 10 hemmelige tips til byen

14:00:  God udsigt og gåtur i det grønne

Nu kan I vælge at gå tilbage mod Hjørneindgangen og vende snuden hjemad, eller I kan krydse igennem Måne Haven, så I igen lander på Langgaden. På Langgaden passerer I de tidligere nævnte Indkøberen og Morgenstedet, hvor I vil finde en rustik og hyggelig legeplads med store træer, buske og jordskrænter, fyldt med udfordringer for både store og små. Gør et lege-pitstop og fortsæt så ad Langgade. Drej til højre ved den buddhistiske stupa og kryds ned igennem de idylliske boligområder til I når voldgraven. Her er udsigten fra Dyssebroen en pause værd, men I kan også dreje til højre langs vandet og gå en dejlig tur i det grønne. I ender oppe ved Torvegade, hvor bus 2A kører til Hovedbanegården og Rådhuspladsen, såfremt man har ladet (Christiania)cyklen stå.

OBS! Er i mere til en guidet rundtur, vil en sådan afholdes hver dag kl 15.00 fra Hjørneindgangen. Prisen er 40 kr. og man skal helst have lige penge med.