Børn i byen giver Mr. Peabody og Sherman: 5 ud af 5 stjerner ***** 

Det er ikke Lynet McQueen, der pryder Shermans madkasse, men fysikeren  Stephen Hawking. At være klog bliver cool i DreamWorks nyeste film, Mr. Peabody and Sherman, som bruger det gode, gamle greb, tidsmaskinen, til en fantastisk tour de force gennem verdenshistorien - flot udnyttet i 3D.

Mr. Peabody er en stor videnskabsmand, verdens sejeste kok og elitesportsmand – og så er han i øvrigt en hund. Da han adopterer Sherman, sætter han sig for også at blive verdens bedste far og lærer sin søn alt om videnskab og historie. Sammen har de to en hemmelighed, tidsmaskinen TIMEMAC, som bringer dem på rejser tilbage til bl.a. den franske revolution, det gamle Egypten og Firenze i renæssancen.

Alt går meget godt indtil lille Sherman begynder i skole, er lidt for dygtig og et oplagt mobbeoffer for stride Penny Peterson. Hun ydmyger ham så groft offentligt, at han trænges op i en krog og kommer til at vise hende tophemmelige TIMEMAC. Samtidig  betvivles Mr. Peabodys evner som far, presset øges og en actionfyldt rejse gennem verdenshistorien begynder. 

Undervejs lærer de tre en del om sig selv og hinanden.

LÆS OGSÅ: De 5 børnevenlige øko-steder

Flot 3D-film 

DreamWorks har skabt en film, som udnytter mulighederne i 3D på fin og balanceret måde. Særligt TIMEMAC og kampscenerne, hvor knivene flyver om ørerne på publikum, men også fine scenarier som gravkamrene i det gamle egypten og landskaberne i Toscana gør stort indtryk.

Fortællingen foregiver ikke at være mere end den er, men indeholder alligevel den bonus, at der refereres til historiske perioder og videnskabsmænd. Fakta bliver en selvfølgelig overfladiske og forvrængede, men filmen giver fin mulighed for at vække en spirende interesse - og måske til en god snak derhjemme.

Eneste pil nedad er et par scener sidst i filmen, hvor der går for meget amerikansk sentimentalitet og højstemthed i den. Det er ærgeligt, men jeg lader det ikke ødelægge den i øvrigt fine oplevelse.

LÆS OGSÅ: 8 tips til mere nærvær i hverdagen

Filmen har premiere torsdag d. 6. marts og billetter kan købes på Kino.dk.