Fastelavn er mit navn, fest og fis vil vi have! Her er en række ideer til, hvad I – udover tøndeslagningen og rasleriet - kan lave til en sjov fastelavnsfest for børnene i andelsforeningen, sportsklubben, børnehaven, fritten eller bare derhjemme.

Lav fastelavnsris

Klip katte og tønder ud af sort og hvidt karton, og bind dem på riset med resterne af julens glitrende gavebånd, så det ser festligt ud. Du kan også lave fint pynt af revet silkepapir i forskellige farver, piberensere, serpentiner fra nytår, sjove knapper, eller hvad du nu har på lager. Små poser med popcorn bundet fint med gavebånd, lakridssnører/lakridspiber, slikkepinde eller rosinpakker kunne også være populært pynt. Riset er traditionelt set en buket tynde birkegrene, men har du ikke lige sådan nogle ved hånden, kan hvilken som helst busk eller træ i nærheden fint bruges.

Ansigtsmaling

Man kan hyre professionelle malere til at komme og male børnene, eller du kan kaste dig ud i projektet selv. Sminketeatret, som man kender fra Zoo, kan bl.a. også hyres privat, derudover findes et hav af andre ansigtsmalere, som tager ud til fester af den ene og anden slags. Køb dine materialer hos fx Panduro Hobby, og find et par tricks i videoen her .

Pynt-selv-fastelavnsboller

Bag en kurvfuld helt almindelige boller, så kan børnene selv være med til at pynte dem. De kan skæres over og lægges sammen med crème, flødeskum eller marmelade, og børnene kan selv pynte dem med glasur i flotte farver, fondant stukket ud med småkageforme, krymmel eller godter. Ellers kan du finde sjove opskrifter på lidt anderledes fastelavnsboller her, her eller her.

LÆS OGSÅ: Guide: Her kan du købe fastelavnskostumer

Klæde-ud-leg

De fleste, hvis ikke alle, dukker udklædte op til en fastelavnsfest. Men det kan alligevel være sjovt at stille en bunke udklædningstøj til rådighed og se, hvor det bærer hen. Donér noget af dit eget batikmønstrede ungdomskluns til festen, eller få en pose blandede spadseredragter af Fru Jørgensen ved siden af. Grimme smykker, store voksensko, veste, underlige hatte, gamle slips, enlige vanter og måske den læbestift i skrigende pink, du aldrig har brugt, vil kunne danne basis for en masse leg, en catwalk og måske kåringer af bedste kostume. Og husk nu: du skal også være med selv. 

Sanglege

Når I har været igennem Fastelavn er mit navn for tyvende gang, er det måske på tide at synge noget andet. Prøv fx. appen Sanglege – her er nogle af de mest gængse sanglege og sange med fagter, som vises og synges af en sangerinde. Kør dem live på iPad’en, eller øv dig på forhånd, så du er med på alt det, ungerne kan i forvejen.

Lav masker

Lav på forhånd en stak udklippede pap-masker i samme form, eller hav tre-fem skabeloner klar, så børnene kan vælge, om det skal være en klassisk maske til at dække øjnene, en med horn, katteører, fine takker - eller noget femte. Limstifter, pailletter, udklip fra reklamer, fjer, piberensere, klistermærker eller skruelåget fra mælkekartonen med glimmerlim på – kun fantasien (og børnenes alder) sætter grænser for, hvordan en maske kan pyntes og gøres personlig. Maskerne kan sættes på pinde eller få elastiksnor til ørerne i hver side.

LÆS OGSÅ: Opskrift: Meyers fastelavnsboller

Fastelavn - hvorfor holder vi det egentlig? 

Fastelavn er en højtid, der egentlig hører til i kirken – for i gamle dage fastede man i 50 dage før påskemorgen, hvor Jesus opstod af graven. Der var fest (med masker eller udklædning), mad og hvidt brød (fastelavnsboller) aftenen før - heraf kommer ordet fastelavn (faste-aften). Overtro dikterede, at man kunne holde pest fra døren, hvis man lod en sort kat lade livet ved at tæve det stakkels dyr ud af en tønde. I dag er festen heldigvis mest for børn, der klæder sig ud, slår katten (i form af slik og frugt) af tønden, og synger boller op og boller ned. 

Topbillede: Kamilla Hjortkjær, Greve Museum.