Børn i byen giver LEGO - Et klodset eventyr: 3 ud af 5 stjerner ***

Der var mærkeligt stille i bilen på vej hjem. Ingen vidste rigtig, hvad de skulle mene om filmen, selv om vi gerne vil fortællingen om at bruge fantasien.

Det klodsede eventyr handler om bygningsarbejderen Emmet, der helst vil være som alle andre og følge manualen til punkt og prikke i en verden, hvor der er manualer til alt: hvordan man får en god dag, hvordan man bliver en god ven, hvordan man får en kop kaffe og så videre og så videre.

Uventet bliver den helt igennem gennemsnitlige bygningsarbejder dog ”den udvalgte”, da han falder på byggepladsen og kommer til at røre en mærkelig klods. Herfra må han selv finde ud af at redde Lego-universet fra en diktator, hvis onde redskab er en limpistol, der ikke bare får det levende Lego-univers til at stivne, men også fantasien og skaberevnen. 

LÆS OGSÅ: De 5 indendørslegepladser  

Sympatisk hovedperson

Emmet har vores sympati hele vejen igennem, når han igennem forskellige Lego-verdener kæmper side om side med bl.a. Graffititøsen, Gandalf, Superman og Batman. Og ikke mindst kæmper med sig selv. Der er kreativiteten mod konformiteten. Den almindelige mod den udvalgte. Det perfekte mod det uperfekte. Profetien mod den skæbne, vi hver især er herre over. 

Historien har gode pointer og interessante lag, men virker en smule rodet og langtrukken. Slutningen kunne potentielt løfte filmen til en uventet højde, men en amerikaniseret banal eksekvering ender med at trække den overraskende drejning ned. 

LÆS OGSÅ: De 5 gratis børne-apps 

Gennemført LEGO-univers

Når ens bagdel har sluppet biografsædet, er det, der står stærkest, derfor det imponerende univers af Lego. A-l-t er skabt af de velkendte klodser, selv det rindende vand, sæbeskummet og regnbuen. Og figurerne brillerer med deres klassiske Lego-hænder, karakteristiske ansigtsudtryk og stive ben. 

Det er svært ikke at elske. Og der er noget naivt og tiltalende i en film baseret på klodser – i en tid, hvor computer-genererede billeder muliggør stort set alle effekter. 

Vil du have vækket Lego-minderne og legelysten, så se filmen. Drømmer du om et mesterværk af en film, hvor alle byggeklodser bliver brugt perfekt, og budskabet om at bruge sin fantasi når selv det mindste barn, så bliv hjemme. 

LÆS OGSÅ: Økocafe med gourmet-kaffe og legerum