Børn i byen giver "Ronja Røverdatter" 5 ud af 5 stjerner: *****

Der sidder over 100 børn i 9-10 års alderen i den mørke sal. En fakkel bliver tændt, et lyn flænger himlen, og en kvinde skriger af veer: Ronja Røverdatter er født.

Teatret Zeppelin spiller på næsten alle sanser, når de dag efter dag tryllebinder skoleklasser fra hele København og forstæder med forestillingen "Ronja Røverdatter". 

"Mærk mine muskler”, opfordrer Ronja eleverne, der begejstret strækker hænderne frem, indtil et par kæmpe krager kommer flaksende gennem salen til høje hvin fra børnene. Børn, der kender bogen eller har set filmen, kan blive lidt skuffede. Et teaterstykke på fem kvarter rummer ikke nær så meget og lægger vægt på andre ting. Men historien om de to røverkonger, der kæmper om magten og slet ikke har øje for, at deres børn er kommet til at elske hinanden, fanger børnene straks. Når Ronja forundret bemærker, at man kan være glad og ked af det på samme tid, ved de, hvad hun mener. Også når Ronja gør oprør mod sin far og siger: Jeg vil aldrig tale med dig mere!

Scenografien er helt i top – de umiddelbart kedelige trappetrin gemmer både på en uendelig dyb revne kaldet ’helvedesdybet’, en hemmelig gang fra den ene røverhule til den anden og en grotte, hvor Ronja flygter hen sammen med røversønnen Birk.

Årstiderne er fint understreget af lyssætning og effekter som sne fra himlen eller en ’svømmetur’ bag bagtæppet.

Forsoningen mellem de unge og deres forældre på kryds og tværs trækker lidt i langdrag, ikke desto mindre stod en del af børnene op og klappede ved forestillingens slutning. Det er sjældent set.

Kan stærkt anbefales for både skoleklasser og familier.

Fakta: "Ronja Røverdatter" spiller på Teatret Zeppelin frem til den 1. december 2013. Anbefales for børn fra 7 år og op. Billetter kan købes via teatrets hjemmeside.

Fotos: Susanne Eghoff