Går du tur langs Helsingør Værfts lange tørdok, kan du ikke undgå at støde på et besynderligt stort hul i jorden. Her, under glasværn og betonpullerter, ligger det nyåbnede M/S Museum for Søfart, der før var henvist til Kronborgs mørke lokaler. Nu har de smukke skibe, sømandsfortællinger og koøjer fået deres helt egen bygning, der i sig selv fremstår som en arkitektonisk perle. Børn i byen besøgte museets skumbrusende, skrækindjagende og meget nytænkende udstilllinger.

Det farlige liv til søs

Vi træder direkte ind i livet som sømænd med alt, hvad dertil hører af vuggende fornemmelser og lyde af blæst og hav. Der er ikke sparet på moderne virkemidler, hvilket kan være en smule overvældende, når man er henholdsvis ét, fire og syv år – men altså også ret spændende. Børnene elsker det og bruger lang tid på at betragte de dynamiske billeder på væggene omkring dem. 

LÆS OGSÅ: Download Børn i byens app helt gratis 

Livet til søs er historisk set hverken trygt eller forudsigeligt, hvilket børnene lærer gennem film med slåssende sømænd og billeder af miner og isbjerge, der gør angsten til at føle på. Heldigvis er den dystre stemning tilsat en god portion humor, så de små ikke bliver bange for den livagtige iscenesættelse af livet til søs. De mange montrer med kendte figurer som Anders And og Rasmus Klump til havs bringer smil på børnenes læber, og de glemmer alt om havuhyrer og druknedød. Højdepunktet er muligheden for at lave sin egen tatovering af farlige drager, hjerteknusende inskriptioner eller andet i ægte sailor stil med en (næsten) ægte tatovør pen.

Nyd museets smukke rum

Museet byder også på udstillinger, der afspejler nutidens liv til søs med alt fra imponerende containerskibe til storshoppende moderne familier, der bruger skibet som bekvemt rejsemiddel. Udstillingerne er fint opbygget, men museets egentlige højdepunkt er i virkeligheden nok selve bygningen, der i kraft af dens skæve vinkler og fantastiske rumfornemmelse, udgør den perfekte platform for at fortælle historien om Danmark som søfartsnation. Når virvaret af billeder og lyd bliver for meget, kan man bevæge sig ud i de skrånende gange, hvor der er plads, lys og luft til at fordøje de mange indtryk. En tur i museets rolige cafe anbefales som en fin afslutning på en spændende ”udstillings-rejse”.

LÆS OGSÅ: Det kan I lave, når det regner

Fakta: Børn under 18 år er gratis og prisen for voksne er 110 kr. Det kan anbefales at købe en fællesbillet med Kronborg til 150 kr. Så kan I også kigge forbi Holger Danske, der venter jeres besøg i de underjordiske Kasematters dunkle verden. Husk lommelygten og rigtig god fornøjelse. Se mere på mfs.dk