Børn i byen giver El Dorado 5 ud af 5 stjerner: *****

 

Det er mere end imponerende at få en musical med 100 børn og unge på scenen til at være både vedkommende og sammenhængende. Det er netop det, Eventyrteatret kan, og igen i år leverer de en forestilling, der både fænger og underholder. Børn i byen klappede begejstret fra tilskuerrækkerne til premieren.

Eventyrteatrets spritnye musical ”EL  DORADO – Jagten på den gyldne by” handler om professor Hansen, der er rejst dybt ind i Amazonejunglen med sine tre børn. Men de er alt andet end begejstrede for at tilbringe deres ferie i en jungle. Ved et tilfælde opdager familien indgangen til El Dorado, byen af guld, som man indtil nu kun har anset for at være en skrøne. 

Historien fænger og man følger i spænding jagten på den forsvundne by. Flere sidehistorier udspiller sig i jagten på El Dorado, og giver en god afveksling og dynamik. Stilen er old school musical men med et twist af noget moderne - en udfordrende genre - og netop det, Eventyrteatret mestrer. 

El Dorado er guldets by og forestillingen glitrer og stråler i al sin charmerende musicalpragt. Farverige kostumer og scener, sange i klassisk musical stil. Det hele balancerer og vi bliver ikke overmætte af kostumerne, for de farverige scener afløses af historien om Molly, der ikke kan få kontakt til mobilnetværket og sin fraskilte far, som ikke altid er lige nærværende. Temaer om skilsmisse og en splittet familie flettes sammen med eventyret.

Taget i betragtning af at Eventyrteatret er amatørteater, er det et exceptionelt højt niveau. Der er skarpe replikker og fantastiske sange, der fænger og leveres til perfektion. 

Historien ender godt. Der er kloge pointer i fortællingen, hvor den splittede familie finder sammen igen og beviser, at kærlighed, mod og venskab er guld værd. Og apropos sammenhold, så er det en del af fornøjelsen at mærke det stærke fællesskab, der knytter Eventyrteatret sammen. Det er en stærk oplevelse at mærke en så engageret teatertrup.

Fakta : Forestillingen varer 2 timer og henvender sig alle eventyrelskere fra 5 år og opefter. Spilleperiode: I Glassalen i Tivoli den 4.-20. oktober 2013. Der spilles hver dag kl. 12 og kl. 15 i perioden 12. til 20. oktober.

Fotos: Caroline Meldgaard