Børn i byen giver "Flere historier om frøken Ignora i vandtårnet" 5 ud af 5 stjerner: *****

 

Forsiden strutter af fridag, fred og fremtid. Men pigen med det underlige navn, frøken Ignora, som ligger med lukkede øjne i badekarret med skum på hårtoppen, har ikke mange fredelige stunder. I bogen får hun besøg af sin mor. Den første tegning viser hende grædende og alene på en trappesten. ”Hvorfor græder hun, når hun får besøg af sin mor,” spørger min yngste. Men det er ikke altid let med mødre, det ved ethvert barn, og frøken Ignoras mor har været faret vild i verden i flere år, og frøken Ignora kan slet ikke kende hende. Ignora eksploderer af raseri i hovedet på mor som ”en rød knytnæveklat” og smækker hende ude: ”Ha! Nu kan du sidde derude og have det så godt!”

Heldigvis bliver de gode venner igen, og frøken Ignora betror en af sine katte, at hun har savnet sin mor. Men mor og den nye søster får ikke lov at flytte ind hos frøken Ignora, der har det bedst med at bo alene i sit vandtårn omgivet af kælne hunde og katte: ”Du fylder det hele!”, siger frøken Ignora til sin søster, ”find dit eget vandtårn.”

Frøken Ignora-historierne berører mange af livets dilemmaer og giver stof til samtaler længe efter, at siderne er læst. Som når Ignoras ven Georg besøger sin far, der sidder på hug foran sin dreng og ”er meget opsat på, at det skal være hyggeligt, når Georg kommer på besøg. Ih, hvor skal det være hyggeligt!” Så er det tankevækkende og forløsende at høre frøken Ignoras indre stemme: ”Hvorfor kan Georgs far ikke bare være normal?". Heldigvis finder Georg og hans far hinanden, da Georg kigger ind i sin fars øjne: ”De øjne, der ligner hans egne på en prik.”

Bogen rummer også mindre ’tunge’ historier som den om blomsterne, der ikke vil blomstre, fordi Ignora skælder dem ud: ”Ville du måske blomstre, hvis du blev skældt ud?”, spørger Georg, og så holder frøken Ignora selvfølgelig op med det. 

Bøgerne bliver brugt i mange 1.-2. klasser, men kan med stor fordel også læses hjemme eller på rejse, hvor der er god tid til at filosofere over frøken Ignoras liv og tanker.

Charlotte Pardis tegninger fanger på fantastisk vis barnets følelser af ensomhed, vrede, nydelse, betuttelse og benovelse.

Fakta: "Flere historier om frøken Ignora i vandtårnet" er skrevet af Katrine Marie Guldager og illustreret af Charlotte Pardi. Bogen er udkommet på forlaget Carlsen, henvender sig til de 5-9 årige og koster 269, 95 kr.