Djurs Sommerland har slået dørene op for sæsonen 2013 og byder bl.a. på en ny og hæsblæsende forlystelse; Danmarks længste rutjsebane, Juvelen. Har du hang til Indiana Jones, høj fart og vind i håret, anbefaler Børn i byen en rutsjetur - eller ti!

 

Sæsonen 2013 er i gang

I weekenden 4.-5. maj åbnede Djurs Sommerland dørene for endnu en sæson med forlystelser og sjov til store og små. Åbningsweekenden kunne frygtes at være et tidspunkt, hvor parken let kunne blive alt for fyldt, men faktisk viste weekenden sig at være et rigtigt godt tidspunkt at besøge parken på. Menneskemængden var passende; ikke for mange, så køerne blev for lange, ej heller for få, så det virkede tomt.

Nyhed med fart på

Med dette års åbning af Djurs Sommerland fulgte også præsentationen af den nyeste og længe ventede forlystelse, Juvelen. Her er ikke bare tale om endnu en rutsjebane, men om en helt anden type rutsjebane, end hvad man ellers har oplevet i Djurs Sommerland. Det er ikke, som så ofte før, højde og vilde fald, der er i fokus. I stedet handler Juvelen om fart og hurtig accelleration.

Juvelen, hvis udsmykning er som taget ud af en Indiana Jones film, adskiller sig også ved at være en såkaldt Double launch rutsjebane, hvilket betyder, at vognen skydes afsted to gange på en tur. Begge gange med op til 85 km/t! Desuden sidder man kun spændt fast med bøjle over lårene, så overkroppen er fri. Det er med til at gøre oplevelsen vildere og giver referencer til en motorcykeltur.

Som altid har Djurs Sommerland gjort sig umage med detaljerne, eksempelvis går vejen hen til rutsjebanen under jorden, som trådte man ind i et Indiana Jones tempel og fandt Juvelen. Personalet, der betjener Juvelen er ligeledes klædt ud, så de passer til forlystelsen, præcis som der er tradition for i Djurs Sommerland.

Sommerland med store smil

Generelt skal personalet i hele sommerlandet have ros for at være snaksagligt og imødekommende. Den interesse, de udviser for ens oplevelse af forlystelserne, er med til at hæve helhedsoplevelsen endnu en tand. Man føler sig velkommen, og mon ikke alle har lyst til at vende tilbage en anden dag efter en vellykket og sjov dag for hele familien? Yngre familiemedlemmer må i mellemtiden hjem at spise masser af grøntsager og håbe på at gro hurtigt nok til at ramme de 120 centimeters højde, Juvelen kræver, inden næste besøg. Der blev i hvert fald sendt lange, misundelige blikke til vores voksne rutsjebanetester af dennes fartglade 5-årige, der med sine 116 cm pænt måtte vente på jorden.

Tilbage er kun at sige: Prøv den og god tur.