Sæt fantasien i gang hjemmefra, for at fange de store børns interesse for rejsemålet. Her kommer 7 tips til, hvordan ungerne kan opleve større genkendelighed og nærvær på rejsen.

Tunge skridt rundt i en europæisk storby og sure miner over, at maden er for stærk. Familiens store børn synes måske ikke altid, at det er det største hit at skulle tilbringe en hel uge sammen med brødre, søstre og forældre langt væk fra værelset og vennerne. Det er jo forståeligt nok, men måske kan ferien gøres sjovere for ungerne, hvis de på forhånd kan relatere til stedet. Det handler bare om at gribe barnet lige dér, hvor motivationen banker på. Det kunne for eksempel være på en af følgende måder.

1. Lad litteraturen bestemme rejsemålet

Måske sidder din søn eller datter helt begravet i en roman eller tegneserie, som udspiller sig i Stockholm eller Paris. Eller måske foregår godnathistorien i Rom. Der er ofte mange præcise beskrivelser af byen, dens pladser og måske endda helt specifikke bygninger. Grib chancen: måske handler bogen om Napoleon – så tag til Paris og se hans grav, eller tag til Waterloo. Eller find stederne, hvor uhyggen udspiller sig på Piazza Navona i Rom. Dit barn vil uden tvivl åbne øjne og sanser og opleve stedet med nærvær. Omvendt kan I også tage på biblioteket og finde en bog, som er relateret til et sted, hvor I drømmer om at rejse på ferie. Det vigtigste er naturligvis, at bogen passer til barnets alder.

2. Simple gloser gør en verden til forskel

At kunne kommunikere på det lokale sprog er en indgang til mennesker. Hvis I er på vej til et engelsktalende land er det en oplagt mulighed for at lade barnet få prøvet sine kundskaber af. Sæt ham eller hende på nogle opgaver svarende til niveauet – det kan være at bestille mad på restauranten eller spørge om vej på gaden. Det samme gælder fransk, tysk og spansk afhængigt af, hvilke fremmedsprog der er i skolen. Skal I rejse til et land, hvor ingen af jer kender sproget, så find de mest almindelige gloser, som goddag, farvel og tak. Uanset om det er på thai, arabisk eller italiensk. Det gør en verden til forskel at kunne møde sine værter på deres eget sprog. Ciao, namaste, hola!

3. Pop nogle popcorn og se film sammen

Se en film, som foregår på rejsemålet. Skal I til Rom med de store børn, kunne klassikeren ”Prinsessen holder fridag” være en god intro til byen. Børnene vil senere på rejsen kunne genkende stederne, hvor prinsessen og journalisten kører rundt, hvilket giver et særligt twist til rejsen. ”Slumdog Millionaire” er måske ikke helt en børnefilm, men giver ikke desto mindre et billede af Indien set i børnehøjde. Se den sammen, snak om fattigdom og kaos. Så får børnene en klarere idé om Indien som helhed, hvis det der I skal hen. På biblioteket - eller Netflix - kan I sikkert finde en film, der passer til lige netop jeres rejsemål.

4. Få styr på geografien inden afgang

Det er sjovt at se verden oppefra. Klik ind på Google Maps eller find det gamle atlas frem. Start med at kigge på jeres eget kvarter og se på jeres by. Hvordan ser landskabet ud, hvad kan man se fra oven? Find så jeres rejsemål. Gå tæt på, og træk op i helikopterperspektiv. Hvad kan I se? Hvad opdager I? Tal om dyreliv og klima. Tjek hvor langt der er til stranden eller, hvor nærmeste isbar ligger. Det er sjov at forsøge at genkende stedet, når I kommer frem.

5. Spis jer igennem jeres rejse

At møde landet gennem maden er en måde at møde kulturen. Skal I rejse til et land med en stærk madkultur, så tal om det på forhånd. Det er en god idé at træne i den stærke mad hjemmefra, så også børnene tør vælge noget lokalt og dermed få større madoplevelser. Rejser I til Sydeuropa, så gør som de lokale, og spis churros i Spanien, crêpes i Frankrig, oliven i Grækenland. Og fyr den af med lækre pastaretter, pizzaer og gelato i Italien. Det er sjovt at huske et land ud fra madskikkene.

6. Religiøse figurer går igen i gadebilledet

De eksotiske rejsemål har ofte en stærk religion. Når I er i landet, er det en stor glæde at genkende religiøse figurer, som kan være afbilledet mange steder i gadebilledet. Selvom barnet ikke har haft om den pågældende religion i skolen, så sæt jer ned sammen og find ud af, hvilke gudebilleder, der dyrkes og hvad de står for. Hvis I rejser i Indien, kan børnenes glæde ved at møde elefantguden Ganesha være meget stor, og rejser I i Grækenland, så kig sammen på billeder af Jomfru Maria.

7. Lad børnene selv står for deres lommepenge

Og så til lommepengene… Det er en god idé at lade de større børn spare op til deres egne rejselommepenge. Begynd i god tid, så det bliver tydeligt uge for uge, at formuen vokser. Så kan aftalen være, at alle de opsparede penge må bruges på ferien. På den måde kan I forhåbentligt undgå plageri – barnets eget beløb er nemlig synligt fra starten, og så er det en fin måde at vise, at ferie ikke er gratis.

LÆS OGSÅ: Gør flyveturen med børn til en succes

 

Fotos: 1-2) Jumpstory.dk 3) Roman Holiday, Allstar/Cinetext/Paramount 4-7) Jumpstory.dk