Børn i byen giver 4 ud af 5 stjerner til Monsterland: ****

 

Nattemonster, candyflossmonster og pølsemonster er nogle af de monstre, I som spillere af brætspillet Monsterland skal forsøge at skræmme hinanden med.

Monsterland er et sjovt familiespil, som med stor succes kan spilles sammen med børnene fra omkring 6 år. Monsterland er på spillepladen tegnet op som en forlystelsespark og historien er, at parken hjemsøges af monstre, når mørket falder på, og I er som spillere ikke nået ud i tide og er derfor fanget bag lukkede porte. Og så gælder det om at undgå at blive opslugt af det store monster. Vinderen er den, som befinder sig længst væk derfra.

Spillet er i ganske let grad strategisk og det gælder om at skræmme de andre i retning af monstrets gab, mens man selv så vidt muligt holder sig på afstand. Der kan opstå lette alliancer mellem spillerne, men ikke nødvendigvis. Udover skræmmekortene findes der en række fælder og trøstekort, som kan bruges til at bremse vandringen mod monstergabet. På den måde er der altid spænding.

Illustrationerne på spilleplade og kort appellerer til den unge flok omkring bordet og der opstår grin og fjollerier, når de med høj og klar ryst spiller ud med kort med navne som vampyr, snotmonster og ismonster til hinanden. Tegningerne er fantasifulde, sjove og på sin vis lidt ulækre, på den måde som børn elsker.

Monsterland er et sjovt familiespil, som kan tages frem igen og igen. Det er relativt hurtigt at sætte sig ind i reglerne og børnene forstår det med samme. Spillet er nemt overskueligt og underholdende, også de voksne kan få en god oplevelse. Et spil tager lidt mere end en halv time.

Fra 2-6 spillere. Fra 6 år.

Monsterland er udviklet af GameInVentorS og du kan læse mere om spillet her.