Hvem siger, at stavning skal være kedeligt?

Efter succesen med ”Skæg med bogstaver”, tager Hr. Skæg skridtet videre med ”Skæg med ord”. Det er blevet til en cd med 17 sjove sange, som går hånd i hånd med Hr. Skægs nye tv-serie til børn i de første klasser, der i øjeblikket vises på DR Ramasjang.

Ligesom mine børn har jeg fra starten været vild med Hr. Skæg og hans fantasifulde og sjove måde at formidle bogstaver og tal på. Og den nye cd byder da også på masser af skønne og lærerige sange. Man finder bl.a. sange om at stave, vokaler, konsonanter, rim og remser, små og store bogstaver, ord-endelser og bandeord.


”Første skoledag” har været brugt som teaser til den nye Hr. Skæg serie på tv. Det er en glad og lystig sang om det at starte i skole og alle de forventninger, der knytter sig til at skulle tage hul på en helt ny verden.
Den mest overraskende sang er ”Sangen om bandeord”, hvor Hr. Skæg gør det tilladt at bruge de frække ord i en sjov sang. Det er befriende at en remse med ord som møglort, for pokker og pisserøv og bæ kan finde plads i en børnesang. Alle børn kender dem fra børnehaven og skolen, men ved godt, at det er forbudte ord, som man ikke skal strø om sig med. Hr. Skæg gør opmærksom på, at det er grimme ord, men fortæller også, hvorfor det kan være i orden at bande en gang i mellem:

”Man kan sige hvad man vil og man behøver ikke bande, alligevel har man bandeord i alle verdens lande, og det har alle mennesker til alle tider haft, for der er mange ting, man siger, der har brug for ekstra kraft.”


Sangene udgør en god vekslen mellem stille og tempofyldte sange i mange forskellige genrer (latin, country, viser mm).  Med legen som pædagogisk redskab synger han sig ind i Halfdan Rasmussen-traditionen og får på sin egen måde gjort bogstavleg til noget skægt.
De 17 sange på Skæg med Ord er skrevet, komponeret og sunget af Mikkel Lomborg (Hr. Skæg) og C.T.S. Reunert.

"Skæg med ord. Hr. Skægs fabelagtige sange om ord" er udgivet af Crunchy Frog Soundtracks & DR, 2012
Pris: 149,-