Moderne Madpakker er en fiks lille sag, der ikke fylder meget på køkkenbordet. På forsiden troner den klassiske røde madkasse, som nok har retroværdi, men kun plads til et par triste leverpostejsklappere. Ovenpå står derfor en lækker og moderne frokostmuffin med fyld - og for at understrege, at vi altså tænker nyt her, balancerer en knaldrød chili på toppen. Okay så.

Moderne Madpakker er kort og koncis, men alligevel meget inspirerende, for Morten Skærved, som er kaospilot/ernærings-husholdningsøkonom/eventmager og har skrevet syv kogebøger, har faktisk en god vinkel: Ud med madkassen, ind med noget tupperware med låg, en gaffel og en bolle. Brug rester, frys ned og tænk fremad.

Han tryller fx rugbrødsbagels, humus, torskerognscreme og orientalske kødboller frem. Et clu i bogen er også ”rystesalat”; blandet salat med masser af gods i, som kan varieres i det uendelige og er frisk, når du hiver den op af tasken.

Man kan have fornemmelsen af, at Morten Skærved har mere tid i køkkenet end den gennemsnitlige madpakkesmøremor- eller far. Men hans pointer er gode, meget appetitlige og inspirerer til at tænke fremad, nedsætte madspildet og få nogle vitaminer i ungerne.

Moderne Madpakker er udgivet på forlaget Rosenkilde & Bahnhof. Vejl. pris: 149 kr.

Morten Skærved er ernærings- og husholdningsøkonom fra Suhr Seminarium og samarbejder i dag med en lang række producenter og forhandlere, ved siden af sin karriere som tv-kok. Sideløbende har han skrevet flere kogebøger, bl.a. hittet Sønderjysk kaffebord. Moderne Madpakker er hans 7. udgivelse på Rosenkilde & Bahnhof.