Der er noget helt særligt over Bornholm. Vi tog hele familien med til øen, og guider til de bedste oplevelser for børnefamilier.

Der er noget helt særligt over Bornholm, som er så dejligt, at det går i blodet på én. Om det er klipperne, den syngende dialekt, de mange gourmetoplevelser, den høje himmel eller de salte fisk, ligger uvist hen. Vi var så begejstrede for øen, at vi måtte skråle den klassiske sang »Bornholm, Bornholm, Bornholm. Du, min dejlige ferieø ...« og tillod os selv at tale bare en lille smule bornholmsk dagligt. Vi nåede vidt omkring på øen på otte dage og guider her til de bedste oplevelser for børnefamilier.

Hav og natur 

Den bornholmske natur er noget ganske særligt. Den fremhæves ofte som en af øens største attraktioner pga. den store variation på et meget begrænset areal. Vi oplevede både klitter, klipper og snehvidt sand på vores mange badeture.

Klitterne ved Dueodde strand er helt særlige med høje toppe og stejle skrænter. Klitområdet strækker sig over et stort areal fra Dueodde strand og ud til Dueodde fyr på øens sydlige spids. Vi tog derhen en aften i solnedgangen, der gav klitterne de smukkeste bløde guldfarver. Klitterne er sjove for både børn og voksne at løbe og ned ad, eller ligesom mine børn, at rulle sig ned ad. En bonus ved stranden er, at der er bygget en sti af træ hele vejen ud til vandet, så det er nemt at komme frem og tilbage med barnevogn. 

Balka strand ved Snogebæk er Bornholms svar på Bellevue med det lækreste kridhvide sand og et hav af mennesker. Stranden er meget børnevenlig, og der er livredder i højsæsonen. 

Hullehavn i udkanten af Svaneke er en gammel havn, som er omdannet til et populært badested. Yderst på havnen er der monteret en tremetervippe, og for de små er der en lille bitte strand med lavt vand. Her er en helt speciel - nærmest sydlandsk - stemning som man ikke oplever mange andre steder i Danmark. Strandbaren Syd-Øst for Paradis er en fantastisk standcafe i dagtimerne, som om aftenen bliver omdannet til bar med musikarrangementer. Her severes overordentlig god cafe-mad, bl.a. tapas, sandwich, økologisk is fra Boisen, et stort udvalg af juice, god kaffe, øl mv. Vi endte med at hænge ud en hel dag på strandbaren afbrudt af badeture og opdagelsesture på klipperne. 

Næs strand i den sydlige udkant af Allinge by ligger Næs badestrand, som er en lille, dejlig strand med lavt vand. Stranden er ideel til børn med bl.a. en støbt badebro med trappe til vandet. Klipperne er fantastiske at gå på opdagelse i, og på badebroen er der en skøn chill-out stemning.

Gourmet 

Har du smag for gourmet, så er Bornholm det helt rigtige sted at tage hen. Der er rigtig meget at vælge imellem - friskrøget sild på en bænk ved røgeriet, en lokalbrygget øl eller en frisklavet is. 

I Snogebæk ligger BOISENs ISKAFÉ. Her smagte vi den skønneste frisklavede økologiske is og forelskede os i kanel-isen. Man kan se isen blive fremstillet gennem en glasmontre i den hyggeligte iscafé, der ligger ideelt, hvis man har været en tur på Balka strand. 

Den Gamle Skole - Honning
Hos Den Gamle Skole kan man prøve at finde dronningen i deres observationsbistade og se bierne arbejde bag glas inde i butikken. Der vises også en film om biproduktion, og i det lille tegneværksted kan børn få inspiration til at tegne bier. Udvalget af honning er overvældende - vi faldt for honning med permermynte-smag.

Røgerierne
Der findes røgerier stort set overalt på Bornholm, og det er virkelig noget, der gør frokosten nem for børnefamilier.
På flere af røgerigerne foregår rygningen stadig i åbne, traditionelle skorstene. Ud over de mange fiskespecialiteter som ”Sol over Gudhjem” og saltstegte sild byder menukortet også på andet end fisk, og i sommerhalvåret er der mulighed for at spise på de store udendørs terrasser. På menukortet findes der også altid fiskefrikadeller, fiskefilet og pomfritter - så det skulle være nemt at finde noget, alle kan lide. Vi testede røgerierne i Svaneke, Snogebæk og Allinge, der alle ligger helt ned til havet og har gode faciliteter for børnefamilier. På stort set alle røgerier er der også en buffet, som kan anbefales for at få alle specialiteterne afprøvet. 

Den søde rute i Svaneke
Svaneke er en romantisk by med bindingsværkshuse, blomster, brosten og små, smalle gader. Ud over at være en hyggelig by med gallerier, cafeer og brugskunst, så har Svaneke også en række søde fristelser. Vi tog den søde rute gennem byen på én dag og var tæt på sukkerchok, da dagen var omme. Vi lagde ud med Svaneke Bolsjer på torvet midt i byen, hvor man kan følge produktionen og få smagsprøver af de nyproducerede bolsjer. Lige over for bolsjefabrikken ligger Svaneke Is, der er et lille ismejeri med den skønneste is. Vores favoritter var lakrids- og stikkelsbæris. Der er dagligt ti varianter at vælge imellem, og de to ejere bag ismejeriet eksperimenterer ofte med overraskende varianter som f.eks. tomat- og ølis. 

Fra ismejeriet gik sidste stop på den søde tur til Karamelleriet på havnen, hvor der laves lækre, håndlavede karameller. Man kan følge produktionen på tæt hold og få smagsprøver på den bløde fudge karamel og de mange andre varianter i butikken. Karamelleriet har ud over butikken på Bornholm også en afdeling på Nørrebro. Sukkergrænsen var herefter nået, og vi kom derfor ikke forbi Svaneke Chokoladeri, der efter sigende skulle lave fantastisk chokolade med bl.a. smag fra lokale frugter og bær. 

Oven på sukkerchokket tog vi en tur med hestevogn i byen (overdækket). Den har afgang fra torvet midt i byen hvert kvarter og kører gennem byens centrum på cirka ti minutter.

Bil eller ej?

Vi valgte at have bilen med på turen til Borholm og havde stor glæde af det, fordi vi var rundt på hele øen. Men Bornholm er lille, og der går busser overalt, så den billigere variant at rejse uden bil kan sagtens fungere, selvom man er børnefamilie og har stor oppakning med. Bornholm skal i mine øjne ideelt set besøges på cykel, så har du store børn - eller er frisk på at tage ladcyklen med, så er det den variant, jeg selv allerhelst vil afprøve, når jeg næste gang besøger øen. For en næste gang bliver der med garanti! 

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.