Flying Superkids byder på et imponerende sommershow, som formår at tryllebinde både børn og voksne


To stive timer med saltoer og sjippetove. Det henleder unægtelig tankerne på barndommens årlige gymnastikopvisning. En manege af sportshallens slidte, brune gulvbrædder høfligt flankeret af mødre, fædre, søskende og bedsteforældre. Ingen andre. To timers gymnastikshow er også, hvad Flying Superkids byder på i deres turnerende showtelt. Men der er MILEVIDT fra de opvisninger, jeg husker, til de flyvende supergymnasters eminente show. Og pludselig er to timer fløjet af sted med en blanding af gymnastik, dans og sang. En vekselvirkning, der på intet tidspunkt gør showet kedeligt. Tværtimod.

Emmer af overskud

Et af nøgleordene i showet er overskud. Det er muligt, der er kaos og stress bag tæppet indtil sidste minut. Men det mærker man hverken på dørmændene, konferencieren eller de bomstærke gymnaster, der smiler nærmest afslappet, mens de går i spagat og står på hænder. Svulmende armmuskler på store som små vidner dog om, at ingen her er kommet sovende til deres plads i rampelyset. Der ligger uden tvivl masser af hård træning bag showet. Kvaliteten er virkelig, virkelig høj, men samtidig fornemmer man et stærkt sammenhold og masser af gymnastikglæde. Fædre, der tager ved under springene, og mødre, der laver mad til hele holdet. Det gør kun indtrykket endnu mere sympatisk og oplevelsen endnu bedre.

Om Flying Superkids

Flying Superkids er flagskibet i den almennyttige, aarhusianske gymnastikforening Gymnastikgården, som blev grundlagt i 1967. Det begyndte som et traditionelt gymnastikhold, men har gennem årene udviklet sig til et showensemble, som har optrådt i over 33 lande.
At være Superkid er ikke bare en fritidsinteresse, men en livsstil. Og der er skrappe regler for medlemmerne af gruppen: ingen rygning eller alkohol. Der lægges vægt på sund livsstil og ikke mindst på, at det skal være sjovt at træne og optræde. Det er livsglæden, der er hele omdrejningspunktet. Læs mere om Flying Superkids her.

Her kan du se showet

Flying Superkids’ sommershow 2012 kan opleves i København den 25. juli – 4. august og i Aarhus den 16. – 25. august. Køb billetter her.

Klubrabat

Hvis du er medlem af Børn i byen klubben, sparer du 20% på billetter til Flying Superkids’ sommershow. Læs, hvordan du får rabatten, på klubsiden.

Fotos: Flying Superkid