”Den store grønnes krusedullebog” og ”Den store rødes krusedullebog” er malebøger, der tager udgangspunkt i universet fra Angry Birds. I bøgerne kan man fortsætte de allerede begyndte tegninger. Til hver side er der samtidig en finurlig lille overskrift, der kan sætte fantasien i sving – eller begrænse den. Afhængig af, hvordan ens hjerne er skruet sammen.

Nye malebøger vækker altid begejstring. En hel bog fuld af blanke sider, som ingen før har rørt, er herligt. Da vores 7-årige slår op på de første sider, er hendes kommentar: ”Hvad skal man?” Siderne ligner opgaver, som de er udformet i skolen. Den lille kommentar i hjørnet, som hun endnu ikke kan læse, styrker denne antagelse. Hun har svært ved at få fantasien på gled og farvelægger blot de tegninger, der er startet på.

Naboens datter på 9 år får lov til at tegne i den ene bog. Hun maler videre på nogle af tegningerne, men opfatter også teksten som begrænsende. Hun giver udtryk for, at det kan være svært at finde på noget. Da de får lidt hjælp, kan de dog godt finde på noget at male, ud over det der er malet i forvejen.

Alt i alt er det nogle sjove malebøger, som dog forudsætter en betydelig kreativitet – og måske også en højere alder, end de tre år, forlaget angiver. Jeg tror, de fleste børn i den alder vil have mere glæde af blanke sider eller regulære malebøger.

”Angry Birds: Den store grønnes krusedullebog” og ”Angry Birds: Den store rødes krusedullebog” er udkommet på forlaget Alvilda og koster 59,95 kr. pr. bog.