Børn i byen har anmeldt bogen ”Du skal være far, og du har 40 uger til at fatte det”, der beskriver graviditeten set med den vordende fars øjne. Det er underholdende læsning!


Alle vordende forældre, der bevæger sig ud i en boghandel for at lede efter litteratur om livet som forældre, vil finde mange hyldemeter om livet som mor, og om hvordan graviditeten påvirker kvinden. Kigger man efter litteratur om faderrollen, er udvalget knap så stort. Det var derfor med glæde, at min kæreste og jeg gik i gang med ”Du skal være far, og du har 40 uger til at fatte det”.
 
Bogen er delt op i cirka 40 kapitler, som beskriver de forandringer, der sker uge for uge gennem graviditeten. Præcis som man kender det fra mange andre bøger om graviditet. Forskellen er dog, at det primære omdrejningspunkt ikke er kvindens krop og forandringer, men de konsekvenser det fører med sig, og de tanker det kan give hos faderen.

Vi har med stor interesse læst om tabuemner som fødselsdepressioner for fædre, angst for at kunne forsørge sin familie, behovet for at sidde og stirre alene i mørke aftentimer, mens man funderer over livet.

Forfatteren Thomas Oldrup har formået at skrive bogen i en letlæselig, håndgribelig og ikke mindst humoristisk tone, der taler til både mænd og kvinder. Især sammenligninger som ”dit barn vejer på nuværende tidspunkt det samme som en dåsebajer”, og testen om at øve sig i at give en baby tøj på (ved at købe en tiarmet blæksprutte og forhindre dens arme i at stikke ud af et stormasket indkøbsnet) fik virkelig gang i lattermusklerne.

Foruden forfatterens egne erfaringer indeholder bogen også en håndfuld tanker og oplevelser fra andre mænd. Det giver et godt nuanceret billede af, hvor forskelligt mænd tænker. Præcis som kvinder jo gør. Da jeg læste historierne, gik det for alvor op for mig, hvor meget fokus der er på kvinden under graviditeten, og at faderen nemt bliver overset.

Bogen er ikke kun for førstegangsforældre. Vi har haft stor glæde af den, selvom vi venter vores andet barn. For der er så meget, man glemmer at tænke på og tage sig tid til at snakke om. Bogen hjælper helt sikkert med at tage fat på de emner.

Jeg kan derfor varmt anbefale denne bog - både til fædre og mødre. For det er godt at se sagen fra begge sider. Læs eventuelt bogen højt for hinanden, og få hjælp til at tage hul på de svære emner, som dukker op.

Til bogen knytter sig en mailservice, som hver 14 dag sender opdateringer på alt det sjove, der sker under graviditeten, så man er sikker på at få det hele med.

”Du skal være far, og du har 40 uger til at fatte det” er udkommet på Gads Forlag og koster 199 kr.

Læs mere om bogen her, hvor du også kan tilmelde dig Thomas Oldrups mailservice.