Først vil jeg sige, at Empati er en fuldstændig skøn bog. Og jeg vil anbefale den til alle, der har med børn at gøre – fra forældre, pædagoger, lærere til bedsteforældre.

Og det er en meget, meget vigtig bog. Som forfatterne skriver, så er vi i den vestlige verden ikke nået frem til virkelig at beskæftige os med de grundlæggende betingelser for menneskeligt samvær, nemlig empati og samhørighed. Men vi lever i en verden i dag, hvor der virkelig er brug for de hjertefølelser. Både på arbejdspladser, i bestyrelser og regeringer. For hvis beslutninger blev truffet på baggrund af en erkendelse af menneskehedens fællesskab, ville verden kunne blive god for alle.

Ét sted vi som enkeltpersoner har mulighed for at starte, er i samværet med børn. Vores egne børn eller børn, som vi arbejder med. Og i bogen vejledes der både teoretisk og praktisk i, hvordan vi kan udvikle og styrke empati hos os selv og hos børnene omkring os. Og det sker på en udogmatisk, inspirerende og praktisk måde. Udgangspunktet er, at vi alle fødes med anlæg for empati, og at det altid er muligt at styrke sin evne til at leve sig ind i andre mennesker.

Bogen er fyldt med konkrete øvelser til at udvikle den vigtige selvberoenhed, så man kan hvile i sig selv og fra sin indre kerne møde omverden med empati.

Bogen er skrevet af mennesker, der ved, hvad de taler om, og som har mange års erfaring med at hjælpe og inspirere børn og voksne til at forbedre kontakten til sig selv og hinanden.
 
Flere af forfatterne har startet Foreningen for Børns Livskundskab, hvor man kan få mere inspiration gennem artikler og videoklip til at hjælpe børn med at finde ro i sig selv, så de kan navigere i en til tider kaotisk verden.

Jeg interviewede for et stykke tid siden en af forfatterne, psykolog Helle Jensen. Hun er helt utrolig vidende om børn og har en fantastisk indsigt i årsagerne til deres adfærd. I interviewet gav hun bl.a. inspiration til, hvad man kan gøre i forhold til børn, mange ville betragte som umulige:

Det er Helle Jensens erfaring er, at det ikke tager lang tid at få et såkaldt umuligt barn til at falde til ro. Det er kun, hvis man vil overbevise barnet om, at det er en idiot, og at han skal sige ja og Amen til det, den voksne siger. Men barnet har brug for at blive set, og det tager ikke længere tid at sige noget andet til barnet, end man plejer. Vi siger måske 10 irettesættende sætninger til et barn, der til sidst gør barnet helt ude af sig selv. Sig hellere 10 andre sætninger, hvis de sædvanlige ikke virker.

Når der skal ske noget, man ved, der er svært for barnet, så sig fx ”I dag skal vi…, og jeg ved, det er svært for dig. Prøv at tænke over, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig.” Selvom barnet ikke giver et stort, forkromet svar, giver du en mulighed for at vende opmærksomheden indad. Du tager alvorligt, at der er noget, barnet har svært ved, og du nedgør ikke barnet over det.

Når barnet bliver uroligt og forstyrrende, er det fordi, det omsætter en uro, som det ikke kan have indeni, så vi må hjælpe barnet med at finde en anden måde at omsætte den uro på. Ofte kan barnet ikke finde de ord, der skal til. Så må du hjælpe ham ved at sætte ord på, ved at låne ham ordene. Fx ”Jeg ved det er svært. Jeg kan se, det er rigtigt svært at sidde stille. Har du mon brug for at løbe en tur”. Hvad som helst.

På den måde taler du til barnets væren, barnets eksistens og selvfølelse, i stedet for hele tiden at slå på det, barnet skal præstere. Når vi irettesætter barnet gør vi det sværere og sværere for barnet at være i sin egen krop. På den måde taler vi børnene væk fra sig selv, så de til sidst bliver ude af sig selv. Men vi må øve os i at tale dem hjem til sig selv.

Den store empati i barnet, der stråler ud af Helle Jensens ord, stråler også ud til dig som læser af bogen. Den tager dig så venligt ved hånden og giver dig inspiration til at komme dybere ind i dig selv, ind til det sted, hvor empatien bor. Bogen skal uden tvivl have flest mulige stjerner. Det er mit håb, at den hurtigt bliver en bestseller, så flest muligt får glæde af den. Det vil nemlig gavne os læsere og i høj grad børnene omkring os.

”Empati. Det der holder verden sammen” af Helle Jensen, Jes Bertelsen, Jesper Juul, Michael Stubberup, Peter Høeg og Steen Hildebrandt. 127 sider. Udkommet på Rosinante. Pris 249,95 kr.