”Godnat Cirkeline” fik hug af anmeldere, da første oplag kom på gaden i sommeren 2011: Det duede ikke, at en Godnat-bog handlede om et barn, som ikke fik lukket et øje hele natten, fordi hun var ude at flyve med sine alfevenner, hed det fra kritikerne.


Mine drenge ser helt anderledes på det: Flyveturen er selvfølgelig en drøm! På den måde hænger titel og indhold glimrende sammen.

Den lille pige i den røde og sortprikkede kjole med de nuttede bare tæer siger godnat til sine bedste venner Frederik og Ingolf. Hun er næsten faldet i søvn i sin tændstikæske-seng, da alferne Viol og Anemone banker på ruden.

Her begynder en forunderlig rejse, hvor Cirkeline får vinger og flyver ud i sommernatten med fuldmåne og stjerneskær. Spiser blåbær og drikker dug. ”Hvad er dug, mor?” spørger mine drenge, der er inkarnerede bybørn. Undervejs redder Cirkeline og vennerne en stakkels ælling, der er blevet væk fra sin mor. Det lille drama med at blive væk går rent ind hos ungerne.

Til slut står solen op, og det er tid at vende tilbage til tændstikæsken. Men bedst som Cirkeline skal til at lægge sig, står de frække mus Frederik og Ingolf klar til endnu en dags leg med Cirkeline, som slet ikke føler sig udsovet. En fornemmelse mange børn kan nikke genkendende til i en travl hverdag.

Det er den ottende Cirkeline-bog af Hanne Hastrup siden 1969. Figuren fandt hun på, da hun fordrev kedelige timer i skolen med at tegne cirkler.

”Godnat Cirkeline” er udkommet Høst & Søn i et miniformat, der nemt kan ligge i mors håndtaske, hvis der skal underholdning med på turen. Bogen koster 49,95 kr.