VI elsker gode billeder af vores børn. Derfor går mange også til en professionel fotograf af og til for at få gode billeder med hjem. Men der er mange ting, du selv kan gøre, for at blive bedre til at tage billeder i hverdagen og på ferie. Her får du en håndfuld tricks, der kan gøre dig mere glad for de billeder, du selv tager. Det er enkle og billige ting, som hverken kræver særlige forudsætninger eller et professionelt kamera.

Baggrund

Det er ikke ligegyldigt, hvad der er i baggrunden af dit billede, bare fordi dit motiv er godt.  En rodet baggrund trækker fokus fra dit egentlige motiv. En helt hvid baggrund er heller ikke optimal. Det er kedeligt og virker opstillet. Så en baggrund med rene linjer og farver er klart at foretrække. Stol på dit øjes dømmekraft, når du beslutter, hvad der er harmonisk.

Børn i bevægelse

Der er ikke ret mange børn, der er gode til at se naturlige ud, når de bliver bedt om at stille sig op og smile. Øv dig i at knipse løs af børnene uden at afbryde det, de er i gang med. Når du fotograferer ting i bevægelse, så sørg for at der er lys nok, så det ikke bliver utydeligt.

Redigering

En helt afgørende ting for at blive tilfreds med hvert eneste billede er, at man skal være villig til at redigere i dem bagefter. Og man skal kunne udvælge de få, der er gode, og slette resten. Med få klik kan du forbedre et billede, så det bliver helt som du ønskede dig. På både pc og mac medfølger der små redigeringsprogrammer, og ellers findes der forskellige gratis programmer, man kan hente på nettet. En vigtig funktion, som alle disse programmer har, er at du kan beskære (”croppe”) billedet. Prøv forskellige løsninger, hvor du skærer billedet til, og se forskellen. En rigtigt god idé er her at tænke i det gyldne snit, som vi vist alle sammen har lært om i folkeskolen (er barnelærdommen forsvundet blandt madpakker og putteritualer, så kan du læse om det gyldne snit her). Og igen: Husk at kigge på baggrunden - hvad skal du have med, og hvad skal væk?

Når du kaster dig ud i at redigere dine billeder, så husk at gemme en kopi af det originale billede på din computer. Især hvis du ikke er fortrolig med at redigere endnu.

Det vigtigste råd, der kan videregives, er dog dette: Tag masser af billeder! Bare skyd løs - du kan altid slette senere.

Fotos: Sara Marie Stent