Allerede da bogen var kommet ind i huset og var blevet lagt på en hylde ret højt i køkkenet, spottede min 11-årige datter den og spurgte, hvad det var for en bog. Titlen fænger jo uden tvivl: ”Til de nysgerrige” – og hvem er ikke nysgerrig? Til gengæld kunne undertitlen godt være mere klar i spyttet, så børnene med det samme kunne se, hvad bogen handler om. ”Seksualitet” og ”forplantning” er ikke de mest børnevenlige ord.

Heldigvis er bogen indeni skrevet i et sprog, der er helt nede på jorden, og som gør det let for voksne at indføre børnene i blomsten og biens verden. Selv hvis man – som jeg - er en smule bornert.

Bogen er fyldt med skønne tegninger i en barnlig streg. De er virkelig sjove og får let én til at fnise sammen med børnene.

Ad, hvor klamt!

Jeg læste bogen højt for mine piger på 9 og 11 år. Men jeg tror ikke, jeg havde fået dem til det – i hvert fald ikke den store – hvis ikke det var fordi, jeg skulle anmelde bogen. For uden jeg vidste af det, er de åbenbart nået til en alder, hvor ”ad, hvor klamt!” er det første, der falder dem ind, når de ser nøgne kroppe og tegninger af kønsdele.

Efter et par sider nægtede min ældste datter faktisk at høre mere. Hun syntes, det var den værste bog, hun nogensinde havde set. Men det var så tydeligt, at det ikke var hendes virkelige mening. At det mere er sådan, hun er vant til at forholde sig til seksualitet, når hun er sammen med sine venner. Senere på aftenen foreslog jeg, at vi gav bogen en chance til, og det gik begge børn med til. Denne gang lyttede og kiggede de med store ører og øjne.

Min datter på 9 var klart mindre forbeholden og sagde mest ”ad!”, fordi storesøster gjorde det. Jeg fortryder, at vi ikke har kigget i bøger før, der giver et indblik i vores kroppes anatomi, og som blidt beskriver den verden af nydelse, som de fleste børn formentlig allerede kender til.

Om nydelse og forskellighed

Hvis man ikke synes, man har kunnet finde en bog, der var passende, så er den her nu. ”Til de nysgerrige” er anderledes, for den har ikke kun fokus på forplantning, men lige så meget på nydelse og forskellighed – forskellen på menneskers kroppe og på deres lyst til sex.

Jeg vil virkeligt anbefale på det varmeste, at du læser bogen med dit store børnehavebarn og dit barn i de mindste klasser, så de får et andet syn på seksualitet end det, vennerne og medierne giver. Så de ikke bare siger ”ad, hvor klamt!” som mine tween-piger altså gjorde.

"Til de Nysgerrige - En bog om seksualitet og forplantning" af Marie D. Christiansen.
48 sider og rigt illustreret.
Udkommet med støtte fra Statens Kunstfond.
Pris: 62,10 kr. (hos Arnold Busck).