I løbet af 2011 har vi bragt en artikelserie på Børn i byen om Katvig og bæredygtighed. Vi har kogt indholdet ned og samler det her i en vidensbank, der giver dig et hurtigt overblik over, hvad Katvig gør for bæredygtighed – og hvad du selv kan gøre

 

Katvigs R.O.C. Wear

Under et besøg på en af Katvigs fabrikker opdagede Vigga Svensson, som er direktør og chefdesigner i Katvig, at når man producerer bomuld, går 25-50% til spilde i forarbejdningen. Derfor designede Katvig R.O.C. kollektionen (står for Recycled Organic Cotton). Stoffet, som tøjet er syet af, består af 100% genbrugsfibre og er en af de mest bæredygtige tekstiler i verden. Tøjet er dejligt blødt med et ”worn look” og er billigere end Katvigs andet tøj. Læs mere i vores artikel om R.O.C. Wear her.

Den hvide T-shirt har en sort samvittighed

Når der produceres tøj, bliver der brugt mange kemikalier og pesticider. Og mange af de kemikalier sidder tilbage i tøjet, når det ryger ud på butikshylderne. Så når du giver dit barn en helt almindelig T-shirt på, kan du lige så godt bede det drikke 1/3 kop kemikalier. Huden er nemlig kroppens største organ, og den absorberer det, den kommer i berøring med. Tøj skal faktisk vaskes 15-20 gange, før alle giftstofferne er væk. Læs mere i vores artikel om den hvide T-shirt her.

Tøj beskytter dit barn mod solen

Tøj er den allerbedste beskyttelse mod solen, og når det er varmt, skal det være let og luftigt. Men husk også godt med solcreme. Det kan godt betale sig at researche på, hvilke der indeholder færrest skadelige kemikalier. Læs mere i vores artikel om solbeskyttelse her.

Bionedbrydelig plastikpose

Ude midt i Stillehavet flyder en gigantisk ø af plastikaffald rundt. Det opdagede oceanografen Charles Moore ved et tilfælde i 1997, da han ville skyde genvej hjem fra en kapsejlads mellem Los Angeles og Hawaii. Pludselig befandt han sig nemlig midt i en suppe af plastikpartikler. Historien gik verden rundt og gjorde stort indtryk på Vigga Svensson. Derfor har Katvig designet en bionedbrydelig plasticpose. Efter 3-4 år er posen helt nedbrudt, mens almindelige plastikposer er mindst 100 år om at forgå i naturen. Læs mere i vores artikel om Katvigs plastikpose her.

Katvigs fashion wear

De fleste kender nok bedst Katvig for æbleprint og striber, men Katvig bruger også masser af krudt på at designe modetøj til børn. Noget havner i de store, internationale magasiner – andet i skraldespanden. For hvis tøjet ikke kan produceres bæredygtigt, bliver designet henlagt. Grænsen for, hvad der kan lade sig gøre, rykker sig nemlig hele tiden. Læs mere i vores artikel om Katvigs fashion wear her.

Brug det igen og igen

Vi danskere smider 30.000 tons tøj ud årligt, og det er rigtig skidt for miljøet. Men tøjaffaldet behøver ikke nødvendigvis være et problem. Hvis man tænker på et træ, er dets affald bladene. Når de falder ned på jorden om efteråret, er det ikke et problem. Det er godt, for det giver næring til jorden. Det grundkoncept vil Katvig gerne overføre til tekstilbranchen. Deres vision er den såkaldte ”Bomuldsmølle”, hvor man groft sagt putter tøjaffaldet ind i den ene ende af en maskine, som bearbejder det og omdanner det til nyt råmateriale. Læs mere i vores artikel om Katvigs recycled wear her.

Hvad betyder certifikaterne?

Katvig arbejder primært med de to tekstilcertifikater GOTS og OE. GOTS står for Global Organic Textile Standard og er et af de mest strikse tekstilcertifikater i verden. Så når man køber et GOTS-certificeret produkt, kan man være sikker på, at alle processer er foregået så bæredygtigt som muligt. Der er fx strenge krav omkring arbejdsmiljø, farvestoffer, hvilken olie, der bliver brugt i symaskinerne osv. OE (Organic Exchange) kan man få på varer, der ikke har minimum 90-95% økologiske fibre i sig. Der findes over 40 forskellige tekstilcertifikater. Nogle er gode, men andre direkte misvisende. Det gælder fx Oeko-tex. Mange tror, at Oeko-tex er et økologisk certifikat. Men det har intet med økologi at gøre. Oeko-tex garanterer, at slutproduktet er frit for skadelige stoffer, men det fortæller intet om processen op til, at varen lander på butikshylden. Læs mere i vores artikel om certifikater her.

Katvig – bag kulisserne

I Katvigs kontor på Christianshavn er espressomaskinen droppet til fordel for stempelkanden, og Haribo-slik er bandlyst. Katvig tænker nemlig ikke kun bæredygtigt, når det gælder produktionen af børnetøj. Når tøjet bliver transporteret fra producenterne, sker det i genbrugspap, så producenterne ikke skal købe nye kasser, som de kan sende tøjet til Danmark i. Tøjet skal pakkes i plastik for at beskytte det mod fugt, og her bruger Katvig sine egne bionedbrydelige poser, som også gives videre til kunden i butikken for at undgå spild. Læs mere i vores artikel om Katvig her.

Det kan du selv gøre, hvis du vil tænke bæredygtigt

* Køb tøj af god kvalitet til dine børn, så det kan holde til at gå på omgang i vennekredsen og man ikke behøver købe så meget nyt. Og lægge tøjet i genbrugscontaineren, når det ikke skal bruges længere.
* Stil spørgsmål til, hvad du køber. Er der sammenhæng mellem pris og kvalitet? Der er ikke noget, der er billigt, for der er ofte nogle, der betaler regningen.
* Kig efter GOTS-certifikatet, når du køber tøj til dit barn. GOTS, som står for Global Organic Textile Standard, garanterer dig, at tøjet er frit for skadelige kemikalier, og at dem, der har lavet det, har arbejdet under ordentlige forhold.
* Gå efter certificerede produkter, når du skal købe nyt, fx Svanemærket på rengøringsmidler, hudpleje og elektronik. Flügger er også begyndt at sælge EU-blomst mærkede malinger. Når det gælder tøj og sengetøj, er GOTS-certifikatet et godt pejlemærke.
* Køb solcreme uden parabener og parfume til dit barn (og dig selv!), og smør det godt ind flere gange om dagen. Som tommelfingerregel skal der bruges en barnehåndfuld til et barn og en voksenhåndfuld til en voksen.
* Giv dit barn luftigt tøj på – også når I er på stranden. Kig på teksturen: helt glat stof klistrer sig let fast til svedig hud, mens stof med struktur (fx rib) danner et afkølende hulrum mellem tøj og hud. Vævningen i Katvigs R.O.C. Wear er lidt nopret og løfter sig derfor fra kroppen, så der sker en ventilation.
* Køb badetøj med UV-filter. Det findes både som heldragter og som badedragt/bikini.
* Husk solhatten, og drik rigtig meget vand!
* Brug stofposer eller andre miljøvenlige poser frem for konventionelle plastikposer. Hvis du bruger plastikposer, når du fx køber ind, så genbrug dem så længe som muligt i stedet for at købe en ny hver gang.
* Put ungernes madpakke i beholdere, der kan vaskes af og genbruges, i stedet for i plastikposer, der ryger i skraldespanden hver dag.
* Vask tøj ved lave varmegrader. Medmindre tøjet virkelig er plettet til, kan det sagtens blive rent.
* Hvis du plejer at bruge skyllemiddel, kan du skifte det ud med ganske almindelig husholdningseddike, det bliver tøjet lige så blødt af. Eddike er uskadeligt for miljøet, og tøjet kommer ikke til at lugte surt, selvom man måske skulle tro det.
* Skift dine elpærer ud med sparepærer.

Vil du vide, hvad Katvig ellers laver? Så tilmeld dig deres nyhedsbrev her.

Børn i byen støtter indsatsen for bæredygtighed. Katvig har givet os adgang til deres viden på området, derfor optræder de som eksperter i artikelserien. Men der er naturligvis også andre virksomheder, der arbejder på at producere bæredygtigt børnetøj. Ud over Katvig finder du også GOTS-certificeret tøj hos bl.a. Purebaby og Pomp de Lux.