Påskelam, kirsebærtræer, isspisning og festivaler - foråret byder på fantastiske oplevelser for hele familien, som I ikke må misse! Vi guider jer lige her.

Påskelam på Frilandsmuseet

Tid og sted: 9.-13. april kl. 10-16 på Frilandsmuseet i Lyngby
Pris: Voksne: 95 kr. / børn under 18 år: gratis

Hils på de nuttede påskelam, oplev farverige påskeæg og deltag i ægstra sjove aktiviteter, når Frilandsmuseet slår dørene op til en ny sæson og samtidig fejrer påsken!

Kirsebærtræer og Sakura Festival

Ingen forår uden de smukke lyserøde kirsebærtræer, der blomstrer i april måned. Det er et fantastisk syn for både børn og voksne, og kan virkelig få hele familien i forårs-stemning! Vi guider jer til steder, I kan opleve dem, lige her.

Husk I også kan opleve Sakura Festival 18.-19. april.

Dyr i kunsten

Tid og sted: 21. marts - 9. august på Arken
Er junior glad for dyr? Så skal I helt sikkert smutte forbi Arken, der i foråret sætter spot på dyr - både i form af skulpturer, installationer, video, fotografi og maleri! Udstillingen undersøger, hvordan vi menneskerer studerer, kategoriserer, lever med og forbruger dyr. 

Bakken åbner

Tid og sted: 3. april kl. 14
Kom med, når Bakken åbner de røde porte med en festlig ceremoni! Det bliver en festdag for både store og små med med masser af gøgl og god stemning i verdens ældste forlystelsespark! Der er som altid gratis entré, og underholdningen på Friluftsscenen er naturligvis også gratis.

Tour-de-isbar

Når forårssolen titter frem, skal det selvfølgelig fejres med is! NiceCream og Paradis har allerede slået dørene op for sæsonen, mens andre isbarer ser vejret an, og åbner når solen skinner og temperaturerne stiger. Tjek evt. din lokale isbars sociale medier, for at se om de har åbent, så I ikke går forgæves.

Tjek vores is-guides lige her.

Øko-dag: Køernes forårsfest

Tid og sted: 19. april kl. 12 på landets økologiske gårde
Vær med, når de danske øko-køer traditionen tro lukkes på græs efter en lang vinter i stalden. Det foregår præcis kl. 12.00, så kom i god tid, så I kan se køerne danse! Gårdene byder også på smagsprøver med økologiske mejeriprodukter, og der vil være rig mulighed for at smage, røre og lugte til økologien.

Find en gård nær dig her.

Påske i Tivoli

Tid og sted: 2.-13. april i Tivoli
Kom i ægte forårsstemning med smukke påskeliljer, farverige påskeæg og bløde påskelam, når Tivoli slår dørene op til Påske! I kan også opleve smukke Illuminationer på Tivoli Søen, sjov og ballade med Rasmus Klump, parader med Tivoli-Garden, påskeforestillinger og meget mere.

Aprilfestival

Tid og sted: 19.-26. april i Holbæk
Aprilfestival er verdens største teaterfestival for turnerende børneteatre - og i år er værtskommunen Holbæk. 119 danske teatre, der alle præsenterer professionel scenekunst for børn og unge i alderen 0-16 år, deltager i festivalen - og det bliver en brag af en fest! Sammenlagt kan I opleve 174 forskellige forestillinger og mere end 700 enkelte opførelser! Og endnu bedre: det er GRATIS!

Loppemarkeder

Forår er lig med loppemarkeder - både indendørs, men heldigvis også udendørs! Der findes nemlig ikke noget hyggeligere end at slentre rundt under åben himmel blandt vintage og gamle lopper - måske I finder noget legetøj til juniors værelse eller en body til lille-bebsen?

13. april & 5. maj: Marked på Bryggen
18. april: Børneloppemarked i Bibliotekshuset
16. maj: Børneloppemarked på Gentofte Hovedbibliotek
23. maj: Fortovsfest på Enghave Plads med loppemarked

 

Fotos: 1. Frilandsmuseet 2. Romeika Cortez 3. Martin Eder, Catastrophy, 2018. Foto: Uwe Walter 4. Bakken 5. Paradis 6. Økodag, Foto: Moment Fotografi 7. Alberte Cornelius 8. Paolo Nani Teater: "Jekyll on Ice" af Søren Meisner 9. Romeika Cortez