25. OKT 2023 - 3. NOV 2023
En anmelderrost fortælling om livet som ung, og på kanten af vores samfund.
To unge mænd spiller bordtennis. To børn, hvis opvækst har været turbulent og præget af uro. De er begge fjernet fra deres familier, og begge kæmper de med at finde deres plads i livet. Det er historien om to drenge, som begge finder én at spejle sig i. En bedste ven.
Noah kommer med fire opholdssteder og to børnehjem i bagagen og skal igen finde sig til rette et nyt sted. Det er her, han møder Sander, der ligesom ham selv prøver at finde sin plads i livet og et sted at føle sig hjemme. Hvordan gør man det, når man bor et sted, hvor de voksne går ”hjem”, når de har fri, og systemet flytter én videre, så snart man er faldet til? Hvordan skaber man sin egen identitet i overgangen mellem barn og voksen, når man er anbragt? Og hvordan finder man ro i sig selv og i livet?
‘Ping Pong’ er en fortælling om to drenge, der er anbragt på en døgninstitution. Noah og Sander er, som bordtennisbolde, blevet kastet mellem plejefamilier, opholdssteder og deres oprindelige ”hjem”.
‘Ping Pong’ af Sjællands Teater FAIR PLAY er en fiktiv historie, skabt i dialog med anbragte og tidligere anbragte børn og unge med ønsket om, at fiktionen skal lægge sig op ad den nære virkelighed. Forestillingen blev produceret et år efter, at statsminister Mette Frederiksen i slutningen af 2019 sagde, at flere udsatte børn skulle anbringes uden for hjemmet.
‘Ping Pong’ blev nomineret til en Reumert i kategorien Årets Børne-/Ungdomsforestilling i 2022.
Medvirkende: Janus Elsig og Mads Emil Duelund Hansen
Manuskript: Leiv Arne Kjøllmoen og Henriette Vedel
Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen
Lyddesign: Johannes Smed
Koreografi: Rebekka Lund
Kostumer: Helle Birkholm
Lysdesign, teknik og værksted: Jakob Ebbe
Plakat: Asako Kido Parr
Undervisningsmateriale: Barbara Rousset
Foto: Thomas Petri